Politikens forlag 2022 – 504 side
Fra bogens bagside
UNIFORM er første bind i Thomas Rydahls nye krimiserie ”Den københavnske nat”.
Salma er 23 år og studerende og frustreret. Hvor hun end ser hen, bliver København værre og værre. De unge er voldelige, de gamle er kyniske, og alle andre har givet op. Også i hendes egen familie er tingene ved at gå i opløsning efter lillesøsterens tragiske død.
Da Salmas eneste veninde udsættes for et utilgiveligt overgreb, får hun nok. Hun søger hemmeligt ind på politiskolen og trænger ind i sagen indefra. Nogen skal jo gøre noget. Også selvom det kommer til at koste hende alt, hvad hun elsker.
Fuzzy lever under radaren lidt uden for Dragør. Han er biavler, far til to og hærdet kriminel.
Da han ved et tilfælde opdager en falsk pengeseddel i byttet fra et røveri, ved han, at hans storstilede plan om snart at stikke af fra det hele er i fare. Han er tvunget ud af sit skjul for at finde den skyldige og redde sig selv. Hvis han kan.
Min anmeldelse
”Uniform” er en spændende og interessant krimi, der tager læseren med ind i et muslimsk familiemiljø, hvor man følger, den unge kvinde Salma på 23 år.
Den anden person, som man også følger, er danske, kriminelle Fuzzy, som er en barsk fyr, der til tider optræder meget voldeligt.
På virkelig interessant vis oplever vi, hvordan det er at være ung moderne muslimsk kvinde. Det religiøse spiller en rolle for familien, men ikke på den fanatiske måde, og ind imellem agerer de også ”u-muslimsk”. Man kan vist godt sige, at der er tale om en dansk familie med muslimsk baggrund.
Salma er under uddannelse til sosu-assistent, men da en nær veninde bliver overfaldet og får sprøjtet syre i ansigtet, bekræfter det hende i, at København er præget af vold og overfald.
Hun søger uden familiens viden ind på Politiskolen. Hun forsøger ad den vej på privat initiativ af efterforske overfaldet på veninden. Det er absolut ikke uden problemer, og hun kommer da også ud for lidt af hvert.
Interessant er det, at Salma overfor en lærer på Politiskolen giver udtryk for, at hun som ”politier” – ja, det er faktisk det udtryk nogle politifolk i virkelighedens verden bruger om sig selv – ikke vil være bevæbnet men, men, men….
Gennem sin efterforskning kommer hun i forbindelse med Fuzzy. Han lever en barsk tilværelse i den københavnske underverden, og da læseren møder ham, er han involveret i noget med falske pengesedler foruden en masse andet kriminelt.
Han og Salma udvikler efterhånden gensidig sympati for hinanden, så Fuzzy beslutter sig for at ville hjælpe Salma.
At man som læser kan lide Salma kan ikke undre, men man kan heller ikke undgå at kunne lide Fuzzy, selv om han kan være meget brutal overfor sine fjender, og dem har han en del af.
Det er ikke småting, Salma og Fyzzy kommer ud for, mens de forsøger at finde ud af, hvad der er sket med veninden og – viser det sig – en anden ung kvinde, der også har fået syre sprøjtet i ansigtet. Har det måske noget med had til muslimer generelt at gøre? Er det fanatiske muslimske mænd, der straffer kvinder, de opfatter som frafaldne? Eller er det mænd, der generelt hader kvinder? Der er er teorier nok.
”Uniform” er fyldt med meget velbeskrevne, interessante og forskelligartede miljøskildringer.
Også personerne får man et rigtig godt kendskab til.
I forbindelse med personerne kunne jeg virkelig godt ønske mig, at der havde været en personliste, dels fordi der er mange fremmede navne i de muslimske miljøer, og dels fordi der er mange personer fra det kriminelle miljø, som tillige med har øgenavne.
Efter at have læst ”Uniform” vil jeg glæde mig til at læse den næste bog i Thomas Rydahls nye serie ”Den københavnske nat”.
4 krimihjerter af 5
Politikens forlag 2022 – 504 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget.
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO.