”Fortabt” af Linda Castillo

Hr Ferdinand 2022 – 341 sider

Forlagets beskrivelse

Linda Castillo mister aldrig pusten. Med trettende bind i serien om Kate Burkholder beviser hun endnu en gang, at hun har en mesterlig indsigt i udkantens dramaer.
Politichefen Kate Burkholder er i chok. En ung kvinde findes brutalt myrdet på et rodet motelværelse, og hun genkender offeret som Rachael Schwartz: Rachael, den charmerende, men hårdt plagede pige, som forlod amishsamfundet for mange år siden. Hvorfor var hun tilbage i byen? Og hvem myrdede hende?
Kate husker Rachael som den eneste pige, der var lige så dårlig til at være amish, som Kate selv. Men jo mere kendskab Kate får til Rachaels liv, des mere overbevises hun om, at hun levede op til sit tvivlsomme ry. Som barn var Rachael en provokatør og regelbryder, hvis beslutning om at forlade amish samfundet knuste hendes forældre og bedste ven. Hendes grænsesøgende livsstil skaffede hende masser af kærlighed, men også mange fjender.
Efterhånden som sagen intensiveres, og gamle hemmeligheder kommer for en dag, hjemsøges Painter’s Mill igen af den koldblodige morder. Nogen vil gøre alt, for at mysteriet om Rachaels fortid ikke kommer frem i lyset, og da morderen slår til igen, er offeret en, der står Kate meget nær.

Min anmeldelse

Når man går i gang med en amish-krimi af Linda Castillo er forventningerne altid høje, og mine forventninger blev absolut ikke gjort til skamme.

I amish-samfundet har man nogle regler, der for de flestes vedkommende udspringer af en bestemt opfattelse af kristendommen. Langt de fleste amishfolk har ikke svært ved at leve efter disse regler.

Imidlertid er der nogle forholdsvis få, der ikke kan indordne sig, så de i stedet for beslutter at forlade amishsamfundet. Det er bl.a. tilfældet med den gennemgående person i samtlige Linda Castillos 13 romaner, nemlig politichefen i den lille by Painter’s Mill, Kate Burkholder.

Det er gået hende godt, og hun er en meget dygtig og dedikeret politichef.

En anden, der også har forladt amishsamfundet, er den unge Rachael Schwartz. Hun har også klaret sig, men på mere omtumlet vis end Kate Burkholder. Det har medført, at hun nu på meget voldsom vis er blevet dræbt.

Men hvorfor skulle hun dræbes på den måde? Det bliver Kate Burkholder og hendes politikollegers opgave at finde ud af.

Sagen er bestemt ikke ligetil, og jo mere der bliver gravet i Rachaels fortid, jo flere grumme sager kommer for dagens lys – ikke bare om Rachael, men også om de mennesker, hun har plejet omgang med i sit liv.

”Fortabt” er en temmelig barsk krimi, men samtidig evner Linda Castillo som sædvanlig på allerbedste vis at beskrive amish-samfundet. Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår, at der findes mennesker, der vælger at på den måde.

Bogens personer beskrives virkelig godt. De fleste er meget sympatiske, men enkelte er bestemt også det stik modsatte.

Jeg hæftede mig i øvrigt ved, at så at sige ingen af de mennesker, der lever i Painter’s Mill og ikke har tilknytning til amish-samfundet, omtaler amish-folket negativt.

Bogens krimiintrige er virkelig god og er slet ikke til at gennemskue.

Jeg har med stor glæde læst samtlige Linda Castillos 13 krimier og vil glæde mig til nummer 14 udkommer.

5 krimihjerter af 5

Hr Ferdinand 2022 – 341 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...