“Konkursklubben” af Mikael Lindholm og Lisbeth Zornig

Harper CollinsNordic 2020 – 446 sider

Min anmeldelse

Hvis man har læst de to foregående bøger af forfatterparret Lindholm og Zornig – “Et ubetydeligt mord” og “Monsterland” – vil man kende to af hovedpersonerne nemlig politikommissær Tessa Højmark og sikkerhedsrådgiver Adam Forsberg.

I ”Konkursklubben” er det også spændende at følge dem i en ny sag.

Jeg må dog indrømme, at det er bogens to andre hovedpersoner, Jack Nielsen og Birgitte Fabricius, som begge er over 70, jeg finder mest interessant.

Desuden er der to bipersoner, der spiller en vigtig rolle, nemlig Jacks to gode venner og kompagnoner i Konkursklubben Svend og Jørgen, som også er over 70.

Det er ikke tit, at hovedpersoner i krimier er personer, der er over 70.

At de tre ældre herrer tilmed har planlagt en hævnaktion mod den mand, der er skyld i, at de er gået konkurs med deres firmaer, er bestemt heller ikke hverdagskost i en krimi.

Jeg synes, det er alletiders gode idé, Lindholm og Zornig har fået med at fokusere på kriminelle i den alder. Uden sammenligning overhovedet kom jeg til at tænke på den gamle danske film “Støvsugerbanden”.

Handlingen tager sit udgangspunkt i, at der findes et lig i Køge Bugt. Ingen ved, hvem han er, og ingen savner ham.

Politikommissær Tessa Højmark sættes til at lede efterforskningen og tilfældighederne vil, at sikkerhedseksperten Adam Forsberg, som Tessa har yderst private relationer til, også bliver indblandet i efterforskningen.

Samtidig med at man følger Tessas efterforskning, følger man også Konkursklubbens planlægning af deres hævnaktion.

Alt det, der sker i forbindelse med hævnaktionen, er spændende læsning, og som det gælder i alle gode krimier, bydes der på gedigne overraskelser.

Skildringen af politiets efterforskning er god og yderst troværdig. Jeg har det også fint med, at Tessa leder en afdeling, der ikke eksisterer i virkeligheden, men er en, som forfatterparret har skabt. Den er godt og troværdigt skildret.

Det er ikke kun temaerne efterforskning og hævn, der fylder i bogen. Kærlighed fylder også særdeles meget. Kærlighed har ingen alder. Også personer på over halvfjerds kan blive dybt forelskede i hinanden. Det skildres på smukkeste vis i “Konkursbanden”.

Kærlighed mellem forældre og børn kan være uproblematisk, men den kan også være meget problemfyldt, viser det sig i ”Konkursbanden”.

Bogens personskildringer er virkelig gode. Man får et helt fantastisk godt indblik i, hvad personerne tænker og føler.

En del af handlingen foregår på Tenerife, og beskrivelsen af øen er rigtig fin. Det gælder også beskrivelserne af de mange forskellige danske miljøer.

Når Lisbeth Zornig er medforfatter til en bog kan det heller ikke undre, at indholdet ind i mellem er meget samfundsrelateret – og det er fint.

Selv om jeg synes særdeles godt om “Konkursklubben”, synes jeg, at der er lidt for mange detaljerede beskrivelser. Jeg kunne godt have tænkt mig, at der flere stedervar blevet “skåret mere ind til benet”.

4 krimihjerter af 5

Harper CollinsNordic 2020 – 446 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...