Lindhardt og Ringhof 2020 – 312 sider
Min anmeldelse
Da jeg i 2018 anmeldte Karen Dionnes ”Dyndkongens datter”, var jeg meget begejstret, og så er det jo altid spændende at se, om efterfølgeren kan leve op til forventningerne. Det kan den i allerhøjeste grad. ”Den onde søster” er en fremragende psykologisk thriller, hvor man følger Rachel Cunningham, som i 15 år – siden hun var 11 – har været indlagt på et psykiatrisk hospital. Årsagen til hendes dårlige psykiske tilstand er, at hun er overbevist om, at hun har dræbt sin mor, hvilket samtidig har afstedkommet, at hendes far umiddelbart efter begik selvmord.
Efter en snak med en journalist som besøger sin bror på hospitalet, hvor Rachel er indlagt, får hun oplysninger, som tyder på, at det måske ikke er hende, der er skyld i forældrenes død. Hun lader sig udskrive og indlogerer sig i det skjulte sit barndomshjem, hvor hendes storesøster Diana bor sammen med deres moster Charlotte.
Man kan roligt sige, at Diana til fulde lever op til bogens titel i kraft af det, hun udsætter Rachel for, da hun finder ud af, at hun er vendt tilbage barndomshjemmet.
Karen Dionne har opbygget ”Den onde søster” på den måde, at handlingen ses fra to synsvinkler, nemlig dels fra Rachels side, og dels fra de to søstres mors side. Dvs. man får en ”nu-fortælling” med Rachel som fortæller og en ”før-fortælling” med moren Jenny som fortæller. I morens fortælling kommer det nu mere og mere for dagens lys, hvilke ondskabsfulde handlinger, Diana udøvede i sin barndom. Da begge fortællinger er fortalt i ”jeg form” bliver bogen meget intens og nærværende.
”Den onde søster” er megaspændende, og så må man lige synke et par gange, når man læser de grufulde og ondskabsfulde handlinger, der finder sted undervejs.
Jeg synes, Karen Dionne forstår at skrive på en sådan måde, at alt det rædselsfulde, man læser, virkelig opleves troværdigt.
Persongalleriet er ikke stort, så man får et særdeles godt indblik i de forskellige personer, man møder. Jeg synes de hver især er godt beskrevet, og man kan ikke undgå at spekulere over, hvad der kan være årsag til, at nogle mennesker udvikler sig i en så grufuld retning, som der er beskrevet i ”Den onde søster”
Miljøbeskrivelserne er fantastisk gode. Først og fremmest får man fine naturbeskrivelser af det afsides beliggende område i Upper Peninsula i Michigan, hvor det meste af handlingen foregår men også dyrelivet beskrives fint – især bjørnene.
I ”Dyndkongens datter” relaterede handlingen ind imellem til H.C. Andersens eventyr af samme navn. I ”Den onde søster” relaterer handlingen til forskellige folkeeventyr bl.a. Hans og Grete.
Bogen er virkelig værd at læse, da man undres og rystes over, hvorfor mennesker ind imellem kan være udstyret med så ondt et sind.
5 krimihjerter af 5
Lindhardt og Ringhof 2020 – 312 sider
Reklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog på MOFIBO