”Arvesynderen” af Jens Strandbygaard

Byens Forlag 2019 – 326 sider

Min anmeldelse

”Arvesynderen” er den anden bog i serien om præsten og ex-medlem af Frømandskorpset, Daniel Vest, som nu er blevet sognepræst i Hvide Sande.

Under navnet Poseidon hjælper Daniel personer, som via hans hjemmeside har sendt ham en bøn om hjælp til noget, som på en eller anden måde overskygger deres tilværelse. Det kan være små banaliteter, men det kan også være en fraskilt kvinde, der fx stalkes af sin ex-mand. Selvfølgelig er det ikke alle bønnerne, han kan opfylde.

I ”Arvesynderen” er det vognmandsenken, Eva Arnesen, han bønhører. Hun er kommet i kløerne på rockerklubben ”Angels on Wheels”, som følge af en gæld, som hendes afdøde mand, vognmanden Poul Ager havde til klubben. En gæld som han forsøgte af afvikle ved at smugle hash for rockerne fra Spanien til Danmark. Imidlertid nåede han ikke at indfri gælden inden sin død, så nu har Eva overtaget gælden.

Uheldigvis for Eva røves den seneste hashtransport af en østeuropæisk bande, og Eva har nu en uge til at finde lastbilen og hashen. Her kommer præsten Daniel ind i billedet.

Daniel går i gang med sin efterforskning, hvilket fører til megen dramatik med ildkampe med adskillige dødsfald til følge.

Her synes jeg, at handlingen kammer over. Uanset om en præst er tidligere medlem af Frømandskorpset eller ej, er der for meget Bruce Willis over ham.

Andre elementer i bogen er bestemt gode, fx er der fine dialoger mellem personerne. Desuden får man et alt andet end godt indtryk af den brutalitet, der er fremherskende blandt rockere og østeuropæiske bander.

Både person- og miljøbeskrivelserne er fine.

Personligt holder jeg meget af, at der i bogen er steder, jeg kender. Her er det Aarhus og omegn.

En sjov lille detalje er også, at en af bogens scener foregår i fængslet i Nørre Snede, byen hvor jeg har boet siden 1973. Pudsigt er det desudenogså, at da vores foregående sognepræst i Nørre Snede fik nyt embede, så var det i Hvide Sande, hvorfra han nu er pensioneret. Gad vide om det er ham, Daniel Vest har afløst.

Eva har en 16 -17-årig søn, Casper, som hun mod sin vilje kommer til at svigte som følge af sin arbejdsmæssige situation og presset fra rockerne. Dette er medvirkende til, at han forsømmer sit gymnasium og langsomt men sikkert involveres i salg af narko til andre unge. Dette skildres godt og realistisk.

Krimiintrigen er fin, og Jens Strandbygaard evner i den forbindelse at udfordre læseren med henblik på at finde ud af sagens rette sammenhæng.

Den unge Mathilde, som er den jihadbrud, Daniel befriede fra Syrien i den foregående bog, ”Jihadbruden”, har sammen med sin mor fået en stor tilknytning til ham. Beskrivelsen af forholdet mellem Daniel og Mathilde er efter min mening alt for ”tuttenuttet”. Desuden burde al den snak om Daniels to æsler Synd og Skam efter min mening ikke være med.

Det ærgrer mig, at en bog, som er virkelighedstro på mange punkter, i den grad kammer over med de voldsomme kampscener, som i min optik ikke er realistiske. Jeg er ikke i tvivl om, at et medlem af Frømandskorpset har mange færdigheder og kan mange kampteknikker, men det her er for meget – især når manden også er præst. Desuden udfører Daniel en bestialsk handling, som enpræst aldrig nogensinde ville udføre.

Det er heller ikke realistisk, at en sognepræst har tid til at foretage sig alt det, som han gør i bestræbelserne for at hjælpe Eva Arnesen. Hans sognebørn må i den grad savne ham.

Min kritik til trods vil jeg bestemt se frem tilat læse den næste bog om præsten Daniel Vest, for Jens Strandbygaard skriver godt, men jeg håber, at den er uden urealistiske scener.

3 krimihjerter af 5