”Dobbeltspil i Odessa” af Mogens Blom

Lindhardt og Ringhof 2019 – 374 sider

Min anmeldelse

Mogens Blom kunne ikke have valgt en bedre titel end ”Dobbeltspil i Odessa” til sin spændingsbog.

På glimrende vis fortæller han om, hvorledes Ukraines økonomi på det nærmeste er blevet smadret ved at ukrainske oligarker og politikere ved svindel og hvidvask fører penge ud af landet og indsætter dem i udenlandske banker for egen vindings skyld. Herfra investeres nogle af pengene på et senere tidspunkt i Ukraine i fx hoteller og natklubber, så svindlere og hvidvaskere kan tjene endnu flere penge.

Også korruptionen trives i bedste velgående i Ukraine ved at politikere, politifolk, dommere og sikkerhedsfolk betales i rigelige mængder for at se igennem fingre med alt ”det skidt”, der sker i landet.

Det meste af handlingen foregår i byerne Kiev og Odessa, og Mogens Blom skildrer virkelig godt, hvordan der ser ud her. Hans research har bestemt været fin.

Til dette land ankommer Maiken Tarp, som i Mogens Bloms foregående bog ”Enken fra Kiev” blev sikkerhedsekspert i en nyoprettet sikkerhedsenhed i Udenrigsministeriet. I ”Dobbeltspil i Odessa” skal hun undersøge hvorfor den danske politimand, som er udstationeret i Ukraine, hvor han arbejder sammen med en antikorruptions-gruppe, har modtaget dødstrusler.

Hun får sig nu viklet ind i et net af sager, som på forskelligvis er forbundet med hinanden. Det er svært for hende at se, hvem der er ven, og hvem der er fjende, for mange spiller et dobbeltspil.

Som intrigen skrider frem, ser Maiken Tarp også sig selv nødsaget til at spille en form for dobbeltspil, hvilket afstedkommer en del dramatik.

Handlingen i ”Dobbeltspil i Odessa” ses fra forskelliges synspunkter. Både fra heltes og skurkes. Det tilfører handlingen interessante elementer og er med til at uddybe personernes karakteristika og give gode personbeskrivelser.

Jeg synes rigtig godt om Maiken Tarp. Hun er på mange måder en stærk kvinde og rigtig god til sit job, til trods for at hun har sit at kæmpe med som følge af sin kærestes død. Det er heller ikke let at have et job som Maikens, når hun samtidig er mor til en datter på halvandet år, som hun må anbringe hos svigerforældrene, mens hun er i Ukraine. Alt dette skildrer Mogens Blom på bedste vis.

”Dobbeltspil i Odessa” er en spændingsroman med de elementer en sådan kræver, men i og med at Mogens Blom har haft en karriere indenfor diplomatiet og ved, hvordan verden ser ud i de kredse, er jeg sikker på at selve grundsubstansen i romanen er en beskrivelse af virkeligheden.

Det bliver interessant at se, hvad Mogens Bloms næste spændingsbog kommer til at handle om. Under alle omstændigheder skal jeg læse den.

4 krimihjerter af 5

Lindhardt og Ringhof 2019 – 374 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...