“Under overfladen” af Claus Lohman

Aronsen 2019 – 338 sider

Min anmeldelse

Et ungt amerikansk kærestepar dykker i et vrag i Det Caribiske Hav. Efter kort tid bliver de alvorligt syge og dør.

Virologen Martin Hendersons undersøgelser viser, at de er blevet inficeret med en 100 år gammel dræbersygdom. Han gør sig efterfølgende de ihærdigste anstrengelser for at finde en vaccine, da han frygter, at en evt. smitte atter kan medføre en verdensomspændende epidemi.

Med stor indsigt, som må have krævet en omfattende research, beskriver og forklarer Claus Lohman, hvordan virologen finder frem til virussen, og hvordan vaccinen bliver til.

Denne del af bogen er meget realistisk.

Så er der en anden del af bogen, som efter min mening er mindre realistisk, men til gengæld meget spændende og knaldgodt fortalt. Her hører vi om gamle sunkne spanske skibe lastet med ufattelige rigdomme, om nutidige drab og kidnapninger, om politiefterforskning, kærlighed og jalousi, snyd og bedrag hvor intet er, som man tror, det er samt meget andet spændende.

Der er noget eventyragtig filmisk over alt dette. Det virker godt.

På dygtig vis formår Claus Lohman at flette det realistiske og det urealistiske sammen til en helstøbt spændingsroman.

Personerne – både de gode og de onde – er godt beskrevet. Det gælder i særdeleshed bogens to hovedpersoner, virologen Martin Henderson og den arkæologistuderende og ambitiøse freelancejournalist Emma Fitzgerald.

Det gælder også miljøerne som fx det laboratorium, hvor virologen Martin arbejder og også de steder, hvor bogens personer bor og lever.

Selv om der er mange handlingselementer, der skal flettes sammen til sidst, så lykkes det fint for forfatteren.

Jeg har det tit sådan, når jeg læser spændingsromaner og krimier, der indeholder rigeligt med vidensformidling, at jeg nemt ”går lidt kold” i læsningen. Men når de spændingsskabende afsnit i ”Under overfladen” tager over, kører læsningen bare glat derudad.

”Under overfladen” er første del i en serie om virologen Martin Henderson og den arkæologistuderende freelancejournalist Emma Fitzgerald.

4 krimihjerter af 5

Aronsen 2019 – 338 sider

Reklame:

Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget

Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...