”Havets børn” af Anna Ekberg

Forlagets beskrivelse

Skæbnen er et lille øjeblik, der ændrer alt. Som da Rebekka og hendes mor kører galt på vej til hospitalet. Chaufføren er stresset, Rebekka skal føde, bilen foran dem bremser for hårdt op og sammenstødet er uundgåeligt. Den morgen mister Rebekka alt, sin mor og sit ufødte barn. At Rebekka overlever, er nærmest et mirakel. Eller en forbandelse.
Sytten år er gået, Rebekka er langsomt ved at ryste sin fortid af sig, uheldet dengang i Afrika, hvor hendes far var udsendt som ambassadør. Hun er 34, sælger dyre landejendomme i Jylland, livet er omsider ved at blive godt igen. Indtil den dag, skæbnen rammer igen. Denne gang er det kræft. Aggressiv, livstruende. Rebekka kan dårligt tro, hvad hun hører, da lægen forklarer, at hun kun kan overleve, hvis hun får foretaget en knoglemarvstransplantation fra et nært familiemedlem. Rebekka har ingen søskende, den eneste chance er hendes far.
Da undersøgelser viser, at farens celler ikke matcher Rebekkas, dør det sidste håb. Indtil en ny sandhed kommer frem. Farens hemmelighed. Alt det han har skjult for Rebekka siden den frygtelige ulykke. Om Rebekkas barn, en lille pige. Datteren døde ikke den nat. Hun blev bortadopteret. Og måske lever hun stadig.
Samtidig, et sted i Københavns ghetto, venter der drabsefterforskeren Kim et frygteligt syn. Jo, en kvinde er blevet myrdet. Det har Kim set før. Men der er skåret noget af liget, og morderen har taget det med sig. Noget der ikke bare peger på morderens identitet, men på en større konspiration, en sag der rækker ud over landets grænser, helt ind i mørkets hjerte.
Havets børn er en roman om uretfærdighed. Om at finde håbet, selv der hvor intet håb synes muligt. Det er en episk fortælling. Om en mor og en datter, om mennesker der rækker ud efter hinanden, på tværs af kontinenter, om kærlighed, længsel, om at overkomme det umulige.

Anmeldelse:

”Havets børn” er på mange måder en anderledes krimi/spændingsroman end de fleste. Bogen kombinerer på mesterlig vis en kræftsyg kvindes kamp for at finde en knoglemarvsdoner, en mors eftersøgning efter sit bortadopterede barn, en særdeles autentisk beskrivelse af forholdene for den indfødte befolkning i Uganda, børnesoldaters grufulde tilværelse, børn som sexslaver, bådflygtninges forfærdelige rejse over havet til Europa.

Desuden følger man en spændende politiefterforskning i Danmark af et drab begået i en københavnsk ghetto på en kvinde. Noget er skåret af liget, og drabsmanden har taget det med sig. Noget der ikke bare peger på morderens identitet, men på en større konspiration, en sag der rækker ud over landets grænser, helt ind i mørkets hjerte.
Også andre temaer indgår i bogen.

Personerne, der indgår i disse temaer, er beskrevet på allerbedste vis.

Samtidig kan man kun beundre Anna Ekberg –  synonym for Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich – for deres evne til at skabe en bog fyldt med barske kendsgerninger fra især Afrika og så samtidig tilsætte elementær, gedigen spænding.

Den ene af bogens tre hovedpersoner er juristen, 34-årige Rebekka Christensen, som SKAL have en knoglemarvstransplantation for at overleve. Samtidig leder hun efter sit bortadopterede barn. Hun må i den grad gennemgå et utal af prøvelser. Det samme må den anden hovedperson, den 17-årige børnesoldat Angel. Det liv hun har haft er ubeskrivelig modbydeligt. Bogens tredje hovedperson er politiefterforskeren den 46-årige, fraskilte og til tider meget mellemførnøjede Kim, som bestemt ikke – til at begynde med – er særlig interesseret i at medvirke til opklaringen af en drab på en afrikansk kvinde i København. Han er ikke just nogen stor tilhænger af de mange indvandrere i Danmark.

At følge personernes – både hovedpersoner og bipersoner – og deres færden rundt i meget skræmmende miljøer gør ”Havets børn” til en bog ud over det sædvanlige.

Efter endt læsning tænker man uvægerligt, at i den sidste ende er jo den hvide mands skyld, at så mange flygter fra urocentrene i Afrika og bliver til havets børn. Jeg er virkelig spændt på at se, hvad de to knalddygtige forfattere Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinreich kommer med næste gang, de udgiver en bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Please reload

Vent venligst...