Hvem er Arne Woythal?

Jeg bor sammen med min kone og en ældre kat i et lille hus i Herstedvester Landsby. Vores børn er flyttet hjemmefra, så vi har tid til at dyrke vores fritidsinteresser i henholdsvis løbe- og fodboldklub, når vi ikke opholder os i vores lille stråtækte sommerhus i Vemmetofte.

Ud over at skrive bøger, har jeg altid haft en stor passion for musik, så vores hus genlyder jævnligt af klangen fra en af mine guitarer eller det nyligt indkøbte klaver.

Hvorfor besluttede du dig for at blive forfatter?

Jeg har altid læst mange bøger. Også kriminalromaner. Når man som fagperson læser beskrivelse af det job, som man naturligt har meget stor indsigt i, så kan man ikke undgå at hæfte sig ved alle de fejl, der optræder. For en stor dels vedkommende er det helt uden betydning for den almindelig læser, men indimellem er det faktisk ret graverende fejl, som generer min faglighed. Min fornemmelse er, at de fleste politifolk har det på samme måde.

Så på et tidspunkt kom jeg på den idé, at det måtte være muligt at skrive en kriminalroman, hvor hovedpersonen ikke var en fordrukken eller narkotikapåvirket politimand, der var i opposition til alle sine kollegaer og i hvert tilfælde til sin chef, som det ofte er tilfældet i kriminalromaner og kriminalfilm. Derfor gav jeg mig i kast med selv at skrive en krimi, og det blev til min første roman De Dræbtes Advokat, der blev udgivet i 2016.

Hvordan fik du idéen til Gribbene fra Sofia?

Inspirationen til den roman stammer fra en henvendelse fra en bulgarsk kvinde, som jeg fik i midten af 1990´erne, mens jeg arbejde i Gladsaxe kriminalpolitis afd. A (Drabsafdelingen).

Hun fortalte meget udførligt om nogle forhold i Kulturhuset i Sofia, hvor hendes bror havde været direktør. Her var begået en række drab, og stedet var omdrejningspunkt for meget alvorlig narkotikakriminalitet, og hun fortalte sågar om et brev, som blev stjålet fra direktørens pengeskab. Det er nogle af de elementer, jeg har brugt til min roman, men det er selvfølgelig ikke virkeligheden, jeg beskriver én til én.

Hvordan skaber du dine personer? Bruger du virkelige personer som modeller?

Ingen af karaktererne i mine romaner eksisterer i virkeligheden, men de er sammensat med inspiration fra flere forskellige personer. For mine kollegaer har det været en sport at gætte på, hvem af dem der har inspireret mig til de enkelte karakterer.

Nogle kollegaer kommer tæt på, mens andre med stor sikkerhed har placeret sig selv eller en kollega i en rolle, som jeg overhovedet ikke har haft i tankerne. Fælles for mine kollegaers tilbagemeldinger har været, at beskrivelsen af miljøet og arbejdsmetoderne rammer plet.

Fortæl om din skriveproces. Hvor og hvornår skriver du? Hvor lang tid går der fra det første bogstav bliver tastet, til det sidste punktum bliver sat?

Det korte svar er, når jeg kan og hvor som helst. Min kone plejer at sige, ”Arne har to fuldtidsjob.” Og det er der et gran af sandhed i. Jeg bruger al den ledige tid, jeg har på at skrive.

Selvfølgelig har vi en række sociale arrangementer, ser familie og venner, går i teatret og biografen, men når jeg har en smule tid, tager jeg computeren frem og skriver, eller læser og retter i tekst, jeg allerede har skrevet.

Den førte roman tog knapt to år at skrive. Den Hollandske Forbindelse skrev jeg på et år, mens jeg skrev Gribbene fra Sofia på syv måneder. Men det kunne jeg også kun gøre fordi, jeg sad tre måneder i Grønland, hvor jeg passede mit arbejde i politiet 40 timer og ugen og stort set brugte resten af tiden på at skrive på romanen. Udenfor var det mørkt og bidende koldt.

Fortæl om de feedbacks du får undervejs i skriveprocessen, og hvem der har været inde over det færdige manuskript, inden du sendte det til forlaget.

I løbet af skriveprocessen får jeg ikke feedback. Jeg skriver hele manuskriptet færdigt for mig selv, inden jeg viser det i sin helhed til fire personer.

Den ene er min kone, som læser det igennem og kommer med ændringsforslag til det sproglige. Bente læser normalt ikke krimier, for hun bryder sig ikke om voldsomheder, men sprogligt er hun ret stærk. Min gode ven Jens, som er dokumentarist, er meget skarp og giver nogle rigtig gode tilbagemeldinger til persontegningen, som jeg har haft stor glæde af. Min gamle pensionerede makker, Jan, læser på det politifaglige og min datter Linn læser for at give mig ungdommens perspektiv på manuskriptet.

Når jeg har fået reaktioner fra mine fire beta-læsere, retter jeg det, jeg kan bruge og sender så manuskriptet til forlaget.

Beskriv hvordan du og din redaktør arbejder og fortæl, hvordan det føles, når manuskriptet kommer tilbage fra din redaktør, og du så ganske givet skal hele ”baduljen” igennem igen?

Jeg har et rigtig godt samarbejde med mine redaktører fra Byens Forlag. Jeg ser deres tilbagemeldinger som ændringsforslag, der har til formål at gøre mine romaner bedre. Men jeg er mig også bevidst, at det er mit navn, som står på omslaget af bogen, og derfor også mig, der i sidste ende bestemmer, hvad der skal stå i bogen. Dog plejer deres ændringsforlag ikke at være meget omfattende, så jeg tilretter hurtigt mine manuskripter og uden beklagelse.

Hvem har fundet på bogens forside og titel, og hvilken betydning mener du, forsiden har for bogen?

Titlen er min alene, og den har der aldrig været stillet spørgsmål til. Da jeg skulle have min første roman udgivet, spurgte forlaget, om jeg havde en idé til, hvordan omslaget skulle være, og det havde jeg. Jeg fortalte om idéen, som forlaget lyttede tålmodigt til.

Nogen tid efter sendte de omslaget, som den kom til at se ud og sagde, ”den kunne jo også se sådan ud.” Det var et langt bedre forslag, end det jeg var kommet med, så det blev sådan.

Da Den Hollandske Forbindelse skulle udkomme, spurgte de igen om min mening, men belært af førte gang, bad jeg forlaget om at komme med et udkast. Jeg fik to at vælge imellem, men var aldrig i tvivl, da jeg så omslaget, det endte med at blive.

Da Gribbene fra Sofia skulle udkomme, overlod jeg det helt til forlaget og var med det samme begejstret for det endelige resultat. Forsiden er meget vigtig. Det er den, der skal fange en mulig læsers interesse. Den skal udstråle og afspejle nerven i bogen.

Hvad gør du og forlaget for at promovere Gribbene fra Sofia?

Forlaget har en strategi med at henvende sig til pressen, anmeldere, tv- og radiostationer. Den proces er jeg selv kommet med i, og det lykkedes mig at komme i TV2- programmet Go´morgen Danmark med min første roman.

Jeg har også optrådt i nogle lokalradioprogrammer og er blevet interviewet til flere lokalaviser. Jeg har også være ude i boghandlere og signeret bøger. Så deltager jeg i såvel Bogforum som Krimimessen. Herudover holder jeg en række foredrag i AOF og FOF-regi, og jeg ajourfører min hjemmeside arnewoythal.dk samt en forfatterside på Facebook, hvor jeg orienterer om stort og småt i mit forfatterskab. 

Enkelte krimiforfattere har en personliste forrest i bogen. Det kan jeg godt lide. Hvordan stiller du dig til en personliste?

Det har ikke været inde i mine overvejelser, men det kan være en rigtig god idé, hvis persongalleriet er stort.

Hvordan er det at etablere sig som ny forfatter i Krimidanmark?

Det er ikke let, fordi der er rigtig mange om buddet. Og når man bliver udgivet på et af de mindre forlag, skal der kæmpes lidt hårdere, end hvis man kommer ud på et af de større forlag. Men sådan er vilkårene. Det er også en rigtig spændende proces.

Hvad mener du om krimibloggere set i forhold til de professionelle anmeldere?

Jeg mener, at krimibloggere gør et fantastisk og uvurderligt arbejde. Det er en stor fornøjelse at blive anmeldt af mennesker, der læser krimier som passion, og jeg er sikker på, at mange krimilæsere føler sig på bølgelængde med bloggerne.

Det er ikke let at komme igennem til de professionelle anmeldere, og det skal selvfølgelig ses i lyset af, at de bliver dynget til af bøger, som forlagene ønsker anmeldt.  

Nu til det mere politimæssige:

Da jeg mødte dig til BogForum, og jeg fandt ud af, at du havde titel af kriminalassistent, blev jeg noget forbløffet. Jeg havde nemlig hørt, at det kun er de ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere”, der beholdt den titel. De fleste bruger titlen politiassistent. Hvordan hænger det sammen med Politireformen af 2007?

Før Politireformen i 2007 var politiet opdelt i to. Ordenspolitiet, som bestod af ca. 8.000 mand og Kriminalpolitiet, der bestod af ca. 2.000 mand. Disse blev sammenlagt til én politistyrke under et politiforbund ved reformen.

Ved nedlæggelse af kriminalpolitiet forsvandt også alle titler med kriminal i ledelseslagene. Alle kriminalpolitiledere, der ønskede at fortsætte som ledere i politiet, måtte påtage sig en politititel. Men en forordning under Finansministeriet godtgjorde, at man ikke kunne fratage en mening medarbejder sin én gang erhvervede titel uden pågældendes samtykke, så derfor blev alle menige medarbejdere i kriminalpolitiet gjort bekendt med, at de fra reformens begyndelsen ville få titlen politiassistent, hvis ikke de skriftligt tilkendegav, at de ville beholde titlen som kriminalassistent.

Personligt valgte jeg at beholde titlen som kriminalassistent, fordi den signalerer den særlige faglighed, jeg har opbygget igennem mange år med efterforskning af komplicerede sager.

Mig bekendt bad stort set alle om at beholde deres titel, og rigtig mange, der kommer op i de tunge efterforskningsafdelinger i dag, giver udtryk for, at de ville ønske, at de kunne få den titel.

Når jeg tænker over det, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste kriminalassistent, der frivilligt har opgivet sin stillingsbetegnelse. Når jeg læser din bemærkning om ”gammeldags, traditionsbundne stivstikkere,” kan jeg ikke lade være med at smile og tænke, at det må du have hørt fra en ordenspolitimand, der ikke selv kunne få en stilling i kriminalpolitiet i sin tid. Rønnebærrene er sure, som ræven sagde.

Nu skal jeg lige være helt sikker. Er der flere politititler, der begynder med ”kriminal… ”?

Nej, kun kriminalassistenter, så når du læser om politiledere med kriminal i titlen må historien foregå før 1. januar 2007 eller bero på dårlig research.

I de tre krimier, du har udgivet, bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” om den afdeling, der tager sig af efterforskning på Albertslund Politigård.

Ret beset hedder det jo ”Afdelingen for Personfarlig Kriminalitet.” Jeg synes, at det virker forkert, at det er ”Drabsafdelingen”, der rykker ud i ”Gribbene fra Sofia” i forbindelse med et bankrøveri.

Hvorfor bruger du betegnelsen ”Drabsafdelingen” i stedet for fx ”Efterforskningen”?

Ja, det er rigtigt, at jeg bruger betegnelsen Drabsafdelingen, og at det reelt hedder Personfarlig Kriminalitet. Men i daglig tale og i folks bevidsthed ved alle, hvilken afdeling der er tale om, når man bruger det folkelige navn Drabsafdelingen. Det gør vi politifolk også i ny og næ.

Det har jeg faktisk også gjort noget ud af at forklare i De Dræbtes Advokat i kapitel 3. I den forbindelse kan jeg fortælle dig, at der rent faktisk heller aldrig har været noget, der hed Rejseholdet. Officielt hed det Rigspolitiet Rejseafdeling, men alle ved, hvad man taler om, når man siger Rejseholdet.

Før politireformen brugte kriminalpolitiet bogstaver for afdelingerne. Afd. A var drabsafdelingen, afd. B, bedrageriafdeling og afd. N, narkotikafdelingen.

I Gribbene fra Sofia rykker Drabsafdelingen ud til et hjemmerøveri, hvor en ældre kvinde er blevet dræbt, og det er nøjagtigt, som det ville være i virkeligheden.

I De Dræbtes Advokat rykker Drabsafdelingen ud til et bankrøveri, men det er også, som det ville være i virkeligheden, fordi i den sag, skød røverene efter et vidne, og det vil blive behandlet som drabsforsøg, og derfor kommer Drabsafdelingen på banen.

Det vil ikke være fyldestgørende at kalde afdelingen for Efterforskningen, som du foreslår, fordi Efterforskningen er et samlebegreb, der dækker over en række afdelinger, nemlig Lokal Efterforskning, som tager sig af indbrud, mindre voldsager, røverier og økonomisk kriminalitet.

Central Efterforskning består af Personfarlig Kriminalitet, der tager sig af drab og sædelighedsforbrydelser, mens Organiseret Kriminalitet tager sig af narkotika- og bandekriminalitet.

I skrivende stund, kan jeg fortælle, at Københavns Vestegns Politi arbejder på at udskille Personfarlig Kriminalitet i to selvstændige afdelinger, hvoraf Personfarlig Kriminalitet kommer til at tage sig af drab og drabsforsøg, mens den nye afdeling Overgrebssektionen kommer til at tage sig af alle overgrebssager, altså en regulær sædelighedsafdeling. Men det forstærker blot yderligere rigtigheden i mit brug af betegnelsen Drabsafdelingen for Personfarlig Kriminalitet.

Hvad står der rent faktisk på dørskiltet til ”Drabsafdelingen” på din politigård?

Der er ikke en egentlig dør ind til afdelingen, som er en række kontorer på en lang gang.

På dørskiltet ind til mit kontor står der:

Arne Woythal, kriminalassistent. Personfarlig Kriminalitet.