”Ravnens rede” af Leif Davidsen

Lindhardt og Ringhof 2017 – 215 sider

Anmeldelse

På en tur til Bretagne i Frankrig viste Leif Davidsens kone, Ulla ham et slot, der lå på en ø lige ud for og helt tæt ved kysten. Det var en vindblæst, regnfuld eftermiddag, der satte gang i hans altid livlige fantasi. Resultatet er blevet til en gotisk, gysende julehistorie.

Historien tager sin begyndelse i det sene efterår og slutter den 24. december. Og hvilken historie.

Journalisten Susanne Carlsen skal skrive en biografi om sin tidligere ungdomskæreste, den danske rigmand Erling Skjold, som Leif Davidsen gør til ejer af det stormomsuste slot på øen ud for Bretagnes kyst.

På slottet starter det hele stille og roligt, men efterhånden finder Susanne Carlsen ud af, at der foregår foruroligende og mærkværdige ting og sager på slottet, og langsomt men sikkert tager handlingen en uhyggelig drejning.

”Ravnens rede” er en anderledes roman fra Leif Davidsens hånd. Hvor man normalt kender ham fra spændingsromaner, som tager afsæt i, hvad der sker i virkelighedens verden, har denne roman en langt mere fantasifuld og eventyrlig handling.

Leif Davidsen undlader dog ikke at komme med små underfundige bemærkninger til den dagligdag, vi kender. Fx kommenterer han på de nutidige danske TV-speakeres ikke altid korrekte måde at tale på. Jeg tror også, det morer ham at skrive en jeg-fortælling med en kvinde som hovedperson.

Der er mange fine beskrivelser i bogen. Det gælder fx naturen og området, hvor slottet ligger. Leif Davidsen beskriver også det dystre slot på bedste vis, så man virkelig mærker uhyggen komme krybende, når Susanne Carlsen bevæger sig rundt i mørke og snævre gange.

Beskrivelserne af personerne er også gode.

Uhyggen til trods er der også plads til kærlighed, og her tror jeg, at Leif Davidsen har nydt at smøre lidt tykt på og med vilje gjort beskrivelsen lidt klicheagtig.

Bogen er rigtig underholdende og spændende, og så synes jeg, det har været sjovt at se en anden side af Leif Davidsen.

4 krimihjerter af 5