”Man sagde hun slog sin mor ihjel” af Dennis Drejer

People’sPress – 2012 (Lydbog)

Forlagets beskrivelse

Denne historie begynder med tre mennesker, mor, far og datter, i et hus i en skov langt ude på landet i den nordjyske by Suldrup. Moderen bliver dræbt, og de to overlevende, faderen Jan Flachmeyer og datteren Louise Laursen, er eneste vidner. Kun de to kender den sande historie, men de har dybt modstridende forklaringer på, hvad der skete den varme sommernat den 29. juli 2006. Mordet er aldrig blevet opklaret og far og datter beskylder gensidigt hinanden for drabet. Dette er bogen om en af Danmarkshistoriens mest bemærkelsesværdige mordsager ”Suldrup-drabet”, et uopklaret mord uden konkrete beviser eller motiver. Det er også historien om en trist familieskæbne og en barndom fyldt med druk, vold og alkohol. Men mest af alt er det Louise Laursens historie om de 14 måneder hun sad varetægtsfængslet i arresthuset i Aalborg afsondret fra verden, anklaget for en forfærdelig og utilgivelig forbrydelse – hun ikke havde begået. Bogen beretter om den umenneskelige behandling Danmark udsætter en varetægtsfængslet for og om ukendte skyggesider af det danske retssamfund. Louise Laursen bor i dag (2012) fortsat i Suldrup sammen med sine to døtre på 9 og 14 år (se tilligemed slutningen af denne anmeldelse)

Anmeldelse

Forfatteren Dennis Drejer har skrevet denne bog efter mange samtaler med Louise Laursen. Dvs. det, bogen beskriver, ses hovedsageligt fra hendes synsvinkel. Dennis Drejer fortæller, at han forgæves har forsøgt at få kommentarer fra politiet og retsvæsenet i øvrigt til de påstande, som Louise Laursen fremkommer med.

Den behandling, som Louise Laursen beskriver, hun var udsat for i forbindelse med varetægtsfængslingen på grund af anklagen for drabet på sin mor, er ganske enkelt forfærdelig. Det, hun fortæller, hun oplever, da hun sidder varetægtsfængsleti Aalborg Arrest er ikke menneskeværdigt. Det, som en stor del af personalet i arresten udsætter de indsatte for, er ofte grov chikane. Fx trækkes tiden meget, når en indsat ønsker at komme på toilettet.

Også to af de politifolk, der er skal opklare drabet på Louise Laursens mor, beskrives som mennesker uden empati overhovedet. Ifølge Louise Laursen har de på forhånd dømt hende som den skyldige.

Beskrivelsen af Jan Flachmeyer, Louises far, rummer så at sige intet godt overhovedet. Ifølge hende er faren, der er læge,en brutal alkoholiker, der gennem Louises opvækst udsatte både sin kone og sine børn for vold af forskellig karakter.

Louises voksenliv var inden drabet på hendes mor ikkenogen ”dans på roser”. Louisehavde psykiske problemer og var alkoholiker. Under varetægtsfængslingen blev hunogså stofmisbruger i håb om at hun kunne dulme nerverne.

Noget, som Louise slet ikke forstår, er, at hendes far Jan Flachmeyer kun sidder varetægtsfængslet i tre døgn, da han lige så godt som Louise kunne være gerningsmanden til drabet på sin kone. Også i den forbindelse føler Louise sig dømt på forhånd.

Da nævningene siger ”ikke skyldig” ved retssagen, er Louise en fri kvinde efter 14 måneders varetægtsfængsel. Grunden til frikendelsen ligger i manglen på beviser og i at Jan Flachmeyer med lige så stor sandsynlighed kunne være drabsmanden. Kun de to ved, hvem der står bag drabet.

Livet i friheden er meget svært og byder på både op- og nedture. Bl.a. må Louise Laursen gennem en ankesag, før hun får den erstatning for varetægtsfængslingen, hun har krav på.

Når man læser en bog med så mange beskyldninger mod det danske retssystem, kan man kun undre sig. Jeg oplever historien som yderst troværdig.

En grufuld historie fra det virkelige liv – og ikke ”kun” noget, der er udtænkt af en krimiforfatter.

(Det kursiverede har denne anmelder tilføjet) I aktuelle dagblade fra 2009 oplysesfølgende:I 2009 – godt to år efter sin frikendelse i 2007 bliver Louise Laursen fundet siddende død i en stol i sit hjem. Politiet vil hverken be- eller afkræfte, om der er tale om selvmord.

5 krimihjerter ud af 5