”Bronzeringen” af Poul Erik Larsson

mellemgaard 2016 – 415 sider

Anmeldelse

Poul Erik Larsson har strikket 415 sider sammen til en krimi, der oser af fortælleglæde. Ingen tvivl om at Larsson forfatterskab rummer et hav af ideer, hvilket denne – hans 7. bog på bare 5 år – i høj grad også vidner om.

I lighed med hans 6 tidligere krimier, er hans sædvanlige hovedperson politikommissær Marcus Falck også denne gang på banen. Han har i sandhed nok at se til. Han leder Afdelingen For Personfarlig Kriminalitet, som efterforsker drabet på to kvinder og et lille barn, som blev fundet nedgravet et sted kaldet ”Bronzeringen”. Desuden sker der et trafikdrab, som siden viser sig at være en bevidst handling.

Falck har det overordnede ansvar for opklaringen af disse drabssager. Sammen med sine medarbejdere knokler han løs med arbejdet. Samtidig skal han også forholde sig til, at den nyudnævnte politiinspektør Brandur Sigurdsson – kaldet Islændingen, vil foretage store ændringer i afdelingen – ændringer som Falck slet ikke kan gå ind for. Dette resulterer i at han suspenderes fra tjenesten.

Nu er Falck jo den, han er, så han foretager – stik imod alle regler – sin egen private efterforskning bag Islændingens ryg.

Jeg skal da lige love for, at der sker ting og sager i handlingen. Larssons idemylder vælter frem, og man hører om mange spændende episoder. Det er både på det kriminalistiske plan, og når det gælder skildringerne fra forskellige personers privatliv.

Persongalleriet i bogen er glimrende. De mange forskellige personer er typer, man kender fra dagens Danmark.

Desværre synes jeg, at der er for mange elementer i bogen, der ikke er helt realistiske og lidt for fantasifulde, og omkring det politimæssige, er der ind imellem også noget, der halter. Hvis man kan leve med det – og det ved jeg, der er rigtig mange, der kan – så kan man bare kaste sig ud i at læse ”Bronzeringen”.

Personligt er jeg mere til, at en krimi skal være så realistisk som overhovedet muligt.

3 krimihjerter ud af 5