”DNA” af Yrsa Sigurðardóttir

Lindhardt og Ringhof 2016 – 480 sider

I sit hjem i Reykjavik bliver en ung kvinde brutalt myrdet med et yderst usædvanligt drabsvåben.

Drabet overværes af offerets syvårige datter, som efterfølgende kæmper med nogle alvorlige psykiske problemer. Den yderst realistiske beskrivelse af det, hun har oplevet og fortæller til psykologer gør et meget stort indtryk.

Kort tid efter bliver endnu en kvinde myrdet. Igen på bestialsk og usædvanlig vis.

En ung radioamatør modtager umiddelbart efter drabene en besynderlig og skræmmende melding, som forbinder de to drab.

Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Yrsa Sigurðardóttirs beskrivelse af en radioamatørs måde at være radioamatør på er helt korrekt. Jeg synes den er alt for udførlig, og jeg mister letfokus.

Der er også mange udførlige beskrivelser af personernes tanker og handlinger. Det er lidt for meget efter min smag.

Når det så er sagt, så synes jeg, at bogen er utrolig spændende og seriøs. De modbydelige handlinger drabsmanden udfører, har er der en forklaring på.

Bogen berører mange temaer: Kærlighed, utroskab, skilsmisse, unges liv, adoption, abort, børn med problemer, forældre/barn forhold, hævn m.v.

Et tredje drab finder sted og besværliggør opklaringen for efterforskeren Huldar. Det er hans første opgave som efterforskningsleder, og efterforskningen er særdeles vanskelig. Huldars type – den ensomme ulv – kender man fra adskillige andre krimier. Han er alligevel anderledes og selverkendende, idet han vedgår, at lederopgaven er ved at vokse ham over hovedet, da efterforskningen er meget vanskelig.

Vanskelighederne skaber frustration og konflikter internt i politiet, og sagen kompliceres yderligere af, at Huldar er kommet skævt fra start med børnepsykologen Freyja, som bistår det syvårige øjenvidne i sagen.

Yrsa Sigurðardóttir formår at give troværdige beskrivelser af både personer og miljøer.

Krimiplottet er meget spektakulært, men man får helt styr på, hvordan tingene hænger sammen til sidst.

Hele bogen er præget af tristesse. Der er næppe et smil overhovedet i bogen.

Når jeg ender med 4 og ikke 5 krimihjerter, er det fordi, jeg mener, der godt kunne strammes op hist og her, men bogen er god og spændende og kan så absolut anbefales.

4 krimihjerter ud af 5