Harper Collins Nordic 2016 – 400 sider
Jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen, når jeg mener, at denne bog henvender sig mest til kvinder.
Bogens hovedperson er forfatteren Rachel, der tænker tilbage på sin barndom i slutningen af 70’erne, hvor hun som 13-årig boede i Marin County tæt på San Francisco.
Hendes familie bestod til at begynde med af faren, som var politimand, moren og lillesøsteren Patty på 11 år. Så bliver forældrene skilt på grund af farens utroskab. Faren flytter. Moren får en depression, som bevirker, at Rachel og Patty på det nærmeste overlades til sig selv.
De har heller ingen venner i skolen. For Rachels vedkommende skyldes det især, at hun ikke er så veludviklet som sin klassekammerater og bestemt heller ikke moderigtig klædt. Det fylder meget i hendes liv, at hun endnu ikke har fået sin menstruation.
For så vidt betyder det ikke, at de to søstre har en kummerlig tilværelse. De er fantastisk gode til at beskæftige sig selv. Især nyder de at tage op og lege på bjerget, som ligger bag det hus, hvor de bor.
Joyce Maynard forstår på allerbedste vis at fortælle om de to søstres liv. Hun beskriver utrolig godt, hvad Rachel tænker om sit liv og hverdag med mor, søster og veninder. Hun elsker sin far over alt på jorden, men har svært ved at forlige sig med, at han har forladt familien.
Så bliver der begået først et mord på bjerget, og siden mange flere. En seriemorder er på spil. Efterforskningslederen er Rachel og Pattys far, som er en særdeles dygtig politimand.
Nu bliver Rachel pludselig en interessant pige for sine klassekammerater, og hun inddrages i kredsen omkring de populæreste drenge og piger i sin klasse.
Også her skildrer Joyce Maynard teenagelivet på fin vis. Tøj og mode spiller en stor rolle. Det samme gør i høj grad sex.
Rachel og Patty er et par foretagsomme piger, så da farens efterforskning i sagen om seriemorderen ikke fører noget med sig, begynder de at lege efterforskere, hvilket får nogle konsekvenser, de ikke havde forestillet sig.
Bogen gør meget ud af at beskrive de tanker en teenagepige gør sig, og senere også de betragtninger den voksne Rachel gør sig om livet.
Temaer som forældre og børn, kærlighed mellem søskende, udviklingen fra barn til voksen, unges forhold til sex m.m. spiller en stor rolle i bogen. Man er også omme ad det, at nogle mennesker har evnen til at ”se syner”. Det kan Rachel.
Handlingen ses for en stor del af bogens vedkommende fra en 13-årigs synsvinkel. Det gælder også bogens krimiintrige. Dvs. læseren er ikke med ”politiet på arbejde”, så man hører kun indirekte om opklaringsarbejdet.
Jeg er helt sikker på, at mange kvinder vil synes utrolig godt om bogen, men bogen var for ”kvindelig” efter min smag.
3 krimihjerter ud af 5
Harper Collins Nordic 2016 – 400 siderReklame:
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som e-bog og lydbog på MOFIBO