“Tvillingesagen” af Lotte Dalgaard

byens forlag 2014 – 184 sider

Et par 13-årige tvillingepiger forsvinder på vej hjem fra fritidsklubben, og der er ingen spor efter dem. Journalist Line Lyng dækker sagen for Regionalavisen Nordsjælland og kommer efterhånden meget tæt på moren, der slides op af sorg, håb, angst og uvished.
Efterforskningen trækker ud, og Line Lyng bliver mere og mere personligt involveret i sagen. Og derhjemme mistrives hun i forholdet til sin flotte, men fordrukne kæreste.
Tvillingesagen er en krimi fra de små, nordsjællandske lokalsamfund, hvor hverdagen ellers var så tryg. Samtidig er det historien om den svære kunst at bryde de dårlige vaner uden at miste sig selv.

Anmeldelse

“Tvillingesagen” kan kun beskrives som en ægte femi-krimi. Man følger den enlige mor og journalist Line Lyngs gøren og laden både som journalist og som kvinden, der er mor til Mikkel og samboende med alkoholikeren Jonas.

Beskrivelsen af journalisten Line er yderst troværdig. Hun arbejder på Lokalavisen Nordsjælland, og sendes ud på opgaver, som er helt realistiske.

Man får også et fint indtryk af, hvorledes arbejdet foregår på en mindre redaktion.

Da der så forsvinder et tvillingepar fra lokalområdet, bliver det hendes opgave at dække denne sag. Hun laver nogle interviews med de forsvundne pigers mor, Helene. Line bliver meget grebet af sagen, som hun involverer sig personligt i, eftersom Helene efterhånden bruger Line som den, hun betror sig til.

Line går i sine interviews med Helene meget tæt på hende, og udnytter hende måske til at få godt avisstof. Det har hun faktisk lidt dårlig samvittighed over.

Jeg synes, det klæder bogen godt, at Line arbejder som journalist og ikke forsøger sig som detektiv. Hvordan og hvorledes Nordsjællands Politi arbejder på og kommer til bunds i opklaringen, hører man så at sige kun om gennem Line. Alt er i orden på dette område.

Når man så ser på den side af bogen, som handler om kvinden Line, så tror jeg, at mange mandlige læsere vil synes, det bliver for meget, men det man hører om, er uden tvivl yderst realistisk. Man får en nøje beskrivelse af de vægtproblemer, som Line kæmper med. Ligeledes beskrives det grundigt, hvordan det er leve med en alkoholiker, der ikke vil indrømme, at han har problemer. Man indføres godt og grundigt i, hvordan hun elsker at have sex med Jonas. Den side af Jonas sætter hun meget stor pris på. Også hendes rolle som mor til Mikkel hører man en del om. Ja, og så skal man også lige høre om, at hun på et tidspunkt bløder igennem, da hun har menstruation. Al dette indikerer, at bogen er en rigtig femikrimi – og ikke så meget til mænd.

Bogen er velskrevet. Den er let og hurtig at læse.

Den forbrydelse, som er omdrejningspunktet, er velbeskrevet, og man går meget tæt på, når der beskrives, hvad ofrene går igennem. Forbrydelsens opklaring er troværdig.

Når jeg ender med “kun” 3 krimihjerter skyldes det, at femi-delen efter min smag fylder alt for meget i forhold til krimi-delen. Det er yderst sandsynlig, at kvindelige læsere, der netop holder af femikrimi-genren, vil give den højere karakter.

3 krimihjerter ud af 5