Löwe-publishing 2015 – 470 sider
Forlagets beskrivelse:
Charlotte får et uventet opkald om, at hendes far ligger for døden. Hun tager efter tyve års frivilligt eksil tilbage til palæet på Bornholms klippekyst, hvor han bor alene med sin hushovmester. Efter farens død begynder arbejdet med at få styr på hans anliggender. Langsomt, men sikkert graver Charlotte sig dybere ned i fortiden af den hemmelighedsfulde mand, hun kaldte far. Samtidig bliver der begået mord i lokalområdet, og pludselig er hun og hendes venner hvirvlet ind i gamle hemmeligheder, som nogle gerne ser forbliver hemmelige. De kæmper en indædt kamp for overlevelse og afslører sammensværgelser om mord, tyveri og gamle fortabte skatte, som trækker tråde helt tilbage til slutningen af 2. verdenskrig. Men kan hun stole på alle?
Anmeldelse
At skrive en bog på næsten 500 sider, når man er debuterende forfatter, er noget af en præstation. Så lang havde bogen nok ikke behøvet at være, idet der flere steder med fordel kunne have været ”skåret mere ind til benet”. Det gælder især, når forfatteren bevæger sig ind på områderne, der har med teknik og computere at gøre. Her er alt for mange for handlingen uvedkommende beskrivelser.
At krimiintrigen tager sit udgangspunkt i jagten på en gemt skat fra 2. verdenskrig er yderst velvalgt, da denne periode fascinerer mange læsere.
Imidlertid synes jeg, at bogens ”skattejagt”kammer over i dramatik og usandsynligheder. Ingen mennesker i virkelighedens verden kommer ud for så mange genvordigheder af den slags, som bogens personer gør. Det er helt utroligt, at den kvindelige hovedperson Charlotte ikke ender med at blive et rystende nervevrag, når man læser om alt det, hun udsættes for.
Der er slet ingen tvivl om, at forfatteren har sat ind i meget af det, der er sket i forbindelse med nazisternes tyverier af kunstskatte fra de områder, de besatte under 2. verdenskrig. Ligeledes ved han meget om ubåde og våben.
Det undrer mig derfor, at han ikke har sat sig bedre ind i det politimæssige, fx at han stadig bruger titlerne kriminalkommissær og kriminalassistent. Disse titler bruges ikke mere. Det virker ikke sandsynlig, at kriminalkommissær Christoffersen – selv om han er udlånt til Bornholms Politi fra Københavns Politi – i den grad overtager den fulde styring af den efterforskning, der foregår på Bornholm og så at sige kobler overordnede bornholmske politifolk fra. Helt usandsynligt er det også, at en dansk politimand er så meget på banen ved en aktion, som foregår i Tyskland.
I bogen er der flere elementer, som man kender fra triviallitteraturen – helte er helte, skurke er skurke osv.
Kan man se bort fra ovennævnte ”pletter” og bare har lyst til at bliver underholdt, er det bare med at gå i gang med ”Bernsteins hemmelighed”. Det er virkelig en bog med fart og tempo, og der sker noget dramatisk så at sige på hver side.
3 krimihjerter ud af 5
Löwe-publishing 2015 – 470 sider
Reklame
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO