Forlagets beskrivelse
Københavns Politi er presset op til EU-topmødet i København, da en bombe sprænger i et baghus på Nørrebro. På gerningsstedet ligger et søndersprængt lig tilbage.
Politiassistent Lars Winkler er rystet, da det viser sig, at den dræbte er journalist Thorbjørn Lehbæk, skribent ved det venstreorienterede website Modkraft – og Lars’ gamle ven.
Var Thorbjørn i færd med at fremstille en brevbombe til brug under topmødet, eller er han offer for højreorienteret terror? Efterforskningen af mordet kommer ubehageligt tæt på Lars’ punk-fortid, som han hidtil har prøvet at holde skjult for kollegaen Sanne og resten af Politigården.
Lars og Thorbjørn delte engang alt, men en pige kom i vejen, og deres veje skiltes. Eller hvad skete der egentlig?
DE BERUSEDES VEJ er tredje bind i den anmelderroste serie om politiassistent Lars Winkler.
Som jyde, der almindeligvis kun besøger København en gang om året, er det en fornøjelse, når Jakob Melander fører en rundt i byen, og man kan genkende mange af stederne. I det hele taget sætter jeg stor pris på, når krimier foregår på genkendelige steder.
”De berusedes vej” er en yderst velskrevet og spændende krimi, der på bedste vis formår at blande fortid og nutid. Det sker ved, at der i den nutidige handling er mange flashbacks til noget, der skete for 30 år siden.
De mange flashbacks er med til at karakterisere bogens hovedperson, politiassistent Lars Winckler meget indgående. Ydermere spiller de en meget stor rolle i selv krimiintrigen, og det kan ikke undre at fortid og nutid forenes i særdeles spændende afslutning på bogen.
Både fortidens og nutidens venstreorienterede miljøer samt nutidens efterhånden mange højreorienterede miljøer fylder på interessant vis meget.
Når der så i bogen skal være et EU-topmøde i Bella Centret, hvor terrortruslen hænger som en truende sky, så har man ingredienserne til en god krimiintrige, der starter med en brevbombe og følges op af yderligere et drab, samt forskellige former for grov vold.
Et andet stort tema i bogen er kærlighed og svigt. Dette tema trækker tråde mellem fortid og nutid og integreres troværdigt i selve krimiintrigen.
Bogens personer er mennesker af kød og blod, og man møder mange personer fra forskellige miljøer spændende fra de lavere sociale lag til overklassen.
At Jacob Melander ”er noget ved musikken” fornægter sig ikke. Overalt i bogen er der tekstcitater fra musiknumre. Personligt kender jeg ikke ret meget til den omtalte musik, men på samme måde som beskrivelsen København er stemningsskabende og er det samme tilfældet, når det gælder musikken.
5 krimihjerter
Peoples’ Press 2015 – 408 sider
Reklame
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO