Jeg så dagens lys en kold februardag i det Herrens år 1949. Det skete på Skt. Josephs hospital på Nørrebro. Min far, Ib Larsson, var maskinarbejder på skibsværftet Burmeister & Wain og min mor, Inger-Lise Larsson, var Hattemager. Vi boede i en treværelsers lejlighed i Læssøesgade på Nørrebro. Til gården, som det hed dengang, hvilket var knapt så fint som lejlighederne, som lå til gaden. 

Jeg er nummer to ud af en søskendeflok på seks. Fire drenge og to piger. Da jeg var seks, flyttede vi på landet. Helt ud til Bagsværd, der i 1955 blev betragtet som på landet. Mine forældre havde været så heldige at få fingrene i et toplans rækkehus. Hvilken lykke. Jeg husker tydeligt stilheden den første nat. Væk var gadelarm i form af sporvogne, udrykninger med mere. 

Her voksede jeg op. Gik første klasse på Gladsaxe Skole og de resterende otte klasser på Egegård Skole. Efter endt skolegang i 1965, kom jeg i lære som murersvend hos Johan Christensen & Søn. Et entreprenørfirma, der lå over for Skandinavisk Tobakskompagni på Tobaksvejen i Gladsaxe. 

Der var stor arbejdsløshed i midten af 70’erne og deraf følgende nedgang i byggeriet. Derfor valgte jeg at forlade murerfaget og tog i stedet en lederuddannelse. Jeg har i mit lange arbejdsliv bestredet flere ledende stillinger. Af disse kan nævnes: Værkfører, Lagerforvalter og Laboratorieleder. 

Det er jo ikke typisk, at en mand med den baggrund begynder at skrive en bog. Hvorfor gjorde du det? Var du en læsehest som dreng? Og hvorfor lige en krimi?

Du kan jo godt lide digte. Både at skrive og læse. Hvorfor blev det så ikke noget mere følelsesmæssigt?

Jeg var en læsehest som barn og har været det gennem livet. Min farfar, Svend Larsson, var bogbinder. Han havde et væld af bøger stående i reolerne i lejligheden på Nørrebro. Blandt det store udvalg fandtes eventyrbøgerne, Østen for Solen og Vesten for Månen. Af dem læste han op for mig, da jeg var helt lille. Nogle år senere, kastede jeg mig over alle de der Jan-bøger, du ved. Min smag for bøger har altid været bred. Jeg husker, at jeg til min 12-års fødselsdag ønskede mig en bog der hed, ”Stanley møder Livingstone”. Vist ikke helt normalt for en dreng i den alder.

Jeg har skrevet hele mit liv og har massevis af romanplots, noveller, korte historier, citater og digte liggende på harddisken. Hvorfor det blev en krimi? Jeg holder meget af spændingsbøger og krimier. Så hvorfor ikke? Det følelsesmæssige fylder meget i mine skriverier og selvfølgelig også i mine kriminalromaner. Det er en uløselig del af den person jeg er, så det, føler jeg, er en selvfølge.

Fik du afslag fra andre forlag, inden ”Mellemgaard” udgav din første bog?

Jeg sendte manuskriptet til min første kriminalroman, til en række forlag. Heriblandt Mellemgaard, som tilbød at udgive bogen. Siden har forlaget udgivet mine indtil nu fire romaner, og jeg er yderst tilfreds med samarbejdet.

Hvorfra får du dine ideer til bøgerne generelt?

Idéen til Skyggemanden er lidt speciel. Jeg gik aftentur med min kone, Pia og vores hvide schæfer Bianca. Som så mange gange før gik turen til et naturskønt fredet område, Dageløkke Skov, som ligger fem minutters gang fra vores rækkehus i Nivå. Det var en forårsdag i 2012, og solen var for nedadgående. Jeg foreslog Pia, at vi gik gennem Statsskoven på hjemvejen. Da vi begyndte at gå gennem skoven, hvor træerne kastede lange mørke skygger, ville jeg drille hende. Jeg begyndte at fortælle en opdigtet vandrehistorie om skoven, som i min udgave kom til at hedde “De fortabte sjæles skov.” Til den ene side herskede “Skyggemanden”, og hvis man vovede sig ind på hans territorium, risikerede man aldrig mere at vende tilbage til sine kære. Til den anden side herskede “Damen med det gode hjerte.” Bevægede man sig ind på hendes territorium, fornemmede man straks hendes kærlighed, og man følte sig elsket og godt tilpas.

De følgende dage fortsatte historien med at udvikle sig i min veludviklede fantasi. Det hele endte med, at jeg satte mig ved tastaturet og nedskrev et omfattende oplæg til det, som senere skulle vise sig at blive en omfangsrig roman på 390 sider. Nemlig Skyggemanden.

Inspirationen til min tredje roman, “Alter Ego”, kom til mig fra virkelige forbrydelser begået af en mand, som vi alle kom til at kende som, “Amagermanden”. I min roman hedder hovedpersonen Søren Pilzer. En mand der på overfladen lever et perfekt liv: Sød kone, direktørstilling i et stort medicinalfirma og de rigtige venner. Men under overfalden gemmer han på en dyster hemmelighed.      

Fortæl lidt om din skriveproces. Har du lavet en synopsis, eller skriver du bare løs? Hvor skriver du? Går du i skriverskjul på en ødegård? På Hald?

Jeg ved godt, at mange forfatterkolleger skriver en udførlig synopsis, inden de går i gang med selve romanskrivningen. Jeg har da også selv en enkelt gang forsøgt mig udi den kunst. Men det virker bare ikke rigtigt for mig med en stramt anlagt skriveplan. Jeg har selvfølgelig en idé om, hvad det er jeg vil skrive.

Min første roman, “Fortidens dæmoner”, var som udgangspunkt tænkt som en pænt lang novelle. Efter et par år i ubemærkethed, genlæste jeg den og blev fanget af historien. Så meget, at jeg begyndte at skrive videre på den. Det endte med et omfangsrigt manuskript og senere en udgivelse i form af en roman, der senere blev indstillet til Politikkens debutantpris.

Når jeg skriver foretrækker jeg, at det foregår i hjemlige og trygge rammer. For det meste på Pias og mit fælleskontor oppe på førstesalen, hvor vi fra vinduerne har den smukkeste udsigt. Bliver det for varmt, som det har været denne pragtfulde sommer, sætter jeg mig med den bærbare under parasollen, i haven.

Hvad med research. Har du eksperter, du rådfører dig med?

Research er vigtigt i skriveprocessen. For mit vedkommende researcher jeg løbende, forstået på den måde, at jeg gør det, når jeg føler at det er nødvendigt. Hvis jeg har brug for ekspertbistand har jeg en række kontakter, der kan hjælpe mig. For eksempel hjalp min svigerinde Susan mig, da jeg skulle beskrive omfanget af et skinnebenssår på en af mine hovedpersoner i “Skyggemanden”. Hun er ansat som klinisk oversygeplejerske på Videncenter for Sårheling på Bispebjerg Hospital.

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden?

Nu er det fiktion jeg skriver og ikke hverdagsrealisme. Selv om de fleste steder, der forekommer i mine romaner eksisterer i virkeligheden, tager jeg mig den kunstneriske frihed at ændre på steder og tilpasse det til mit fiktive univers. For eksempel lader jeg aldrig et mord ske på en eksisterende adresse.

Hvorfor sørger du ikke for, at det politimæssige i dine krimier er i orden?

Der kom en politireform i 2007. Herefter er der ikke længere noget, der hedder kriminalpoliti og ordenspoliti. Det tager du ikke hensyn til. Hvorfor ikke? 

I ”Skyggemanden” medvirker også ”Rejseholdet”. Det eksisterer ikke længere. Hvorfor så bruge det? 

Der er ikke noget, der hedder ”Drabsafdelingen” ved Nordsjællandspoliti. Det skriver du også. 

Som jeg skrev som svar under det forrige spørgsmål, er det fiktion jeg skriver og ikke hverdagsrealisme. Rent faktisk er du den første person, der har anfægtet, at titlerne på mine politifolk ikke svarer til de faktuelt eksisterende efter Politireformen. Det er min fiktion og således mig, der bestemmer, om det skal hedde kriminalkommissær eller politikommissær. Det er rigtigt, at der i den virkelige verden ikke længere er noget der hedder Rejseholdet. Ej heller noget der hedder Drabsafdelingen ved Nordsjællands Politi. Der findes heller ikke en halvfjerds meter høj udsigtsbakke i Dageløkke, som der gør i mine romaner. Det jeg prøver at fortælle, er, at det er mig der bestemmer, hvad der er rigtigt eller forkert.

Hvad betyder anmeldelser for dig? 

En anmeldelse er en enkeltstående persons mening om min roman. Selvfølgelig bliver jeg glad, når jeg får en god anmeldelse, som for eksempel den “Skyggemanden” modtog fra en kapacitet som selveste Henning Prins, i Helsingør Dagblad. Men grundlæggende er det læsernes talrige tilbagemeldinger om en god læseoplevelse, der vægter for mig. Og naturligvis bibliotekernes lektørudtalelser, som for samtlige mine fire romaner har været gode. 

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Glade og tilfredse læsere er det vigtigste!

Et andet vigtigt succeskriterium, er en blåstempling i bibliotekernes materialevurdering. Det betyder nemlig, at størstedelen af landets biblioteker vælger at investere i romanen. Mine romaner er alle repræsenteret på mere end 90 biblioteker landet over.

Et tredje succeskriterium er selvfølgelig, at bogen giver et plus på bundlinjen.

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver? Følger du altid vedkommendes råd?

Redaktøren går mit manuskript igennem og sender mig en række forslag til forbedringer. Hvis forslagene er gode, hvad de ofte er, godkender jeg dem. Så enkelt er det. Men jeg har da også været ude for, at der har været forslag fra redaktørens side, som jeg ikke har taget til efterretning. Det er min bog, indtil det øjeblik den ryger i trykken. Derefter tilhører den alle, der investerer tid eller penge i den.

Hvordan laves bogens forside? Har du indflydelse?

Jeg bestemmer selv, hvordan forsiden skal se ud. Indledningsvis bruger jeg min forfatterside på facebook. Her lægger jeg udvalgte forslag ud, for på den måde at involvere mine læsere. Det gav pote, da motivet på coveret til “Skyggemanden” skulle findes. Jeg modtog et forslag fra en af mine gode venner, som har en fortid i reklamebranche. Det er således hans forslag, der pryder forsiden på romanen.

Du er i gang med din næste krimi. Vil du fortælle lidt, hvad den handler om?

Jeg er godt i gang med manuskriptskrivningen til min femte roman i Marcus Falk-serien. Den kommer til at hedde “Som Ringe I Vandet”. Den handler kort fortalt om en kvinde der findes myrdet i sit soveværelse, en ældre mand der forsvinder sporløst og en mand der bliver fundet i en tyve fods container, mishandlet til døde. Alle hændelser der volder Marcus Falck og hans team ved Nordsjællands Politi store kvaler. Jo mere de graver, jo længere fjerner de sig fra sagens egentlige kerne. Samtidig står Falck over for sit livs sværeste valg. 

“Som Ringe I Vandet” udkomme til næste forår.

En stor tak til Poul Erik Larsson, fordi han så velvilligt stillede op til interview.