FAKTA

Marie Kjær-Madsen, forfatter der har udgivet bøger i forskellige genrer. Er forfatter til de to krimier ”Sorgens dæmoner” (2011) og ”Tavshedens mørke” (2013). Begge udgivet på forlaget Valeta.

Alder:                                 Født 1963

Mand (kæreste):                 Hans Jørn (Sjønne) Hansen

Børn:                                  Frederik 26, Kasper 22 (Joachim 20, Sjønnes søn)

Job:                                    Lærer

Bopæl                                Tåsinge – I Vindeby

Du er ikke fuldtidsforfatter, men har til gengæld fuldtidsjob som lærer. Hvad arbejder du med som lærer?

Jeg har arbejdet på den samme skole, siden jeg fik min lærereksamen for 25 år siden. Jeg underviser i dansk og engelsk i udskolingen, og jeg elsker det.

Jeg var musiklærer i 18 år, men det måtte jeg slippe, da man gik over til at lave delskoler, hvor lærerne tilhører en bestemt afdeling. Selvom jeg nød at undervise i musik i indskolingen og mellemskolen, brænder jeg for samværet med de største elever.

Jeg får stadig lov til at undervise i kor en gang i mellem. Det er skønt.

Var du som barn en, der altid sad med næsen i en bog, eller hvad lavede du?

Som barn levede jeg i en kombination af den reelle verden og bøgernes verden. Jeg læste rigtig meget, og jeg havde en drøm om at blive skolebibliotekar. Måske fordi jeg så ikke behøvede at stå i kø, når der kom nye bøger. Jeg var vild med serier.

I de år blev der primært udgivet pigelitteratur. Det var så min fordel. Jeg slugte alt fra min mors gamle Susi-bøger, over Britta og Silver, til Hanne-Vibeke Holsts første pigebøger. (Som jeg stadig anbefaler til mine elever i dag.)

Men jeg var også en out-door-girl. Hestepige og spejder. Når jeg havde været ude i verden, glædede jeg mig til at komme hjem og læse. Jeg var ikke voldsomt begejstret for lektier, som efter min mening tog for meget af min tid. Især matematik og fysik.

Jeg har til gengæld ikke nogen erindring om, at jeg skrev specielt meget, men efter jeg modtog Drengelitteraturprisen i 2012, blev jeg ringet op af min tidligere dansklærer, som lykønskede mig og kunne huske, at jeg allerede i 7. – 8. klasse var god til at skrive.

Da jeg kom på seminariet gik det hele op i pædagogiske lærerbøger, så da jeg endelig stod med mit eksamensbevis i hånden havde jeg en enorm stak skønlitterære bøger, som jeg skulle have indhentet. Jeg læste som en gal den sommer og har gjort det siden.

Hvordan fandt du ud af, at du ville være forfatter?

Jeg har altid elsket ord. Som helt ung skrev jeg digte, der var inspireret af Lola Baidel. Hun havde en fantastisk enkel måde at levere et budskab på.

Igennem hele mit voksenliv har jeg skrevet så mange lejlighedssange og revyviser, at min første bog burde have været en sangbog.

Skønlitterær forfatter blev jeg først i en sen alder.

Jeg var 43, da jeg tog beslutningen om at skrive skønlitteratur. Min ældste var flyttet hjemmefra og min yngste tog på efterskole. Samtidig var jeg blevet skilt, og derfor stod jeg på en gang med en masse tid og en stor ensomhedsfornemmelse. 

Jeg overførte den erfaring, jeg har fra mit arbejde, hvor jeg har lært, at hvis man vil lære noget, så kan man også. Men det kræver en indsats. Så jeg gik meget systematisk til værks med at tage kurser og skrive en masse træningsopgaver. Det gør jeg i øvrigt stadig.

Samtidig søgte jeg efter skrivekonkurrencer på nettet. Jeg havde (og har stadig) en ambition om at skrive i så mange genrer som muligt. Først var det for at teste min forfatterstemme, og i dag er det for ikke at blive sat i bås. Desuden er der noget fascinerende ved at gå i gang med at skrive i en genre, jeg ikke kender.

Det skærper min opmærksomhed overfor det, jeg skriver, at det skal leve op til nogle udefrakommende rammer. Og når først man mestrer sine genrer, har man også en større frihed til at bøje dem, fordi det så er et bevidst valg.

Hvad fik dig til at blive netop krimiforfatter?

Det var et tilfælde. Jeg skrev ‘Sorgens dæmoner’ til Politikens store krimikonkurrence. Den vandt – som bekendt – ikke, men forlaget bad om lov til at lade en konsulent se på den. Og sådan noget siger man jo ikke nej til. Det endelige afslag kom dog en måneds tid senere. Det var selvfølgelig ærgerligt, men jeg havde trods alt fået en fornemmelse af, at det ikke var helt ved siden af, det jeg havde gang i.

Fik du afslag fra andre forlag, før Valeta udgav din debut?

Nej. Jeg gik ret ydmygt til denne nye karriere som forfatter. Måske igen, fordi jeg har arbejdet med unge mennesker i så mange år, ved jeg, at det ikke altid er nemt for eleven at forstå den kritik, som læreren kommer med. Og at man ind i mellem må slå sig til tåls med, at man bare ikke har gjort det godt nok. Og at der er nogle nuancer, som man ikke har fat i. Endnu. Så min indstilling var og er helt klart den, at hvis ikke en redaktør kan se noget i mine noveller eller romaner, så er det, fordi jeg forfattermæssigt stadig ikke er på plads. Derfor lagde jeg ‘Sorgens dæmoner’ i skrivebordskuffen. Jeg var også allerede i gang med nye projekter.

Jeg skrev en ungdomsroman, en børnespændingsserie og et hav af noveller.

I mellemtiden havde Valeta udskrevet en opstartskonkurrence med temaet: Begyndelser.

Mit bidrag blev valgt til at være med i antologien, og kort efter kontaktede forlaget mig for at høre, om jeg havde andet liggende, de måtte se.

Jeg sendte ‘Sorgens dæmoner’. Og et år efter blev jeg officielt krimiforfatter.

Jeg har haft de andre romaner rundt på et par forskellige forlag, men nu har de fået fred. Jeg vil ikke have en bog ud for enhver pris.

Hvordan får du ideerne til dine krimier?

Alle mine fortællinger er karakterdrevne. Jeg finder mennesker utrolig fascinerende.

Bent Isager-Nielsen, den tidligere chef for rejseholdet, skriver i bogen ”Man jager et bæst og fanger et menneske”, at ”alle mennesker kan slå ihjel – men det betyder ikke, at alle mennesker bliver mordere”.

Mine krimier tager afsæt i lige præcis det spændingsfelt, som forklarer, hvad det så er, der gør et menneske til morder. Hvad skal der til, for at vi fraviger samfundets normer og handler fra et dybere urinstinkt: Mænd, som vil beskytte deres kvinde. Mødre, som vil beskytte deres børn. Jalousi. Hævn. Afmagt.

Det er følelser, som vi alle kan identificere os med, men hvornår tipper de over, så vi også handler irrationelt på dem?

Jeg samler temaer op i avisen, i tv, i en samtale, i film og i mine egne spørgsmål til verden.

En tilfældig overskrift kan udvikle sig til en historie, hvis den rammer mig rigtigt. Men det er med det, som det er med så meget andet, at i det øjeblik man har fokus på det, så dukker ideerne op af sig selv. I øjeblikket er jeg i en proces, hvor Luna 3 skal finde et realistisk fundament. Jeg har fat i de ydre rammer omkring hende, Jepsen og Janus, og jeg ved, hvor jeg vil hen med dem, men selve krimiplottet ligger endnu ikke fast for mig. Så jeg er ultraopmærksom på det, som vil blive min ansats. Til gengæld har jeg fuld tillid til, at den vil komme, når jeg er klar til at skrive.  

Er der emner/forbrydelser, du ikke vil skrive om?

Ja, og nej. Jeg kan kun skrive om det, som jeg kender og kan forholde mig til. Det er den eneste måde, jeg kan gøre mine fortællinger og mine karakterer troværdige på. Du må huske, at jeg kun har skrevet i 7 år. Det kan sagtens være, at jeg kan udvide mit repertoire om nogle år, og bevæge mig ud i noget, som kræver en dyberegående research, men for det første er jeg ikke dygtig nok endnu, og for det andet har jeg ikke tiden, så længe jeg skal passe mit fuldtidsjob ved siden af.

Jeg er desuden et følelsesstyret menneske. Jeg har ikke behov for at udpensle børnemord eller seksuelle overgreb af nogen art. Ligesom brutale, meningsløse og psykopatiske handlinger ligger udenfor mit område. Det er der andre, som er meget bedre til.

Jeg finder det langt mere interessant at gå i detaljer omkring et menneske, end en forbrydelse.

Jeg er fascineret af Stephen King. Jeg har det svært med hans romaner, men de tanker der ligger bag er enestående. I ”Den døde zone” udfordrer han sig selv til at skrive en roman, hvor man får sympati for morderen. Og ikke nok med det. Han vælger amerikanernes ultimative target. Præsidenten.

Men kan man forsvare at forsvare en morder? 

På den anden side er troværdigheden også bundet op på de rædselsfulde sider af mennesket. Mine krimier indeholder både voldtægter, overgreb mod børn og kynisk likvidering. Men personligt har jeg mest respekt for de forfattere og filmskabere, som kan manipulere med vores opfattelser og følelser og derved levere de ’tomme pladser’ som vores fantasi selv fylder ud.

Hvor direkte synes du, at du kan være i dine beskrivelser af en forbrydelse?

Det ligger lidt i forlængelse af det, jeg lige har sagt. Mine beskrivelser ligger mere i det, som driver karakteren ud i forbrydelsen i end den konkrete handling.

Desuden er jeg tilhænger at antydningens kunst.

Jeg kan huske, at jeg som meget ung pige så en gyser, hvis virkemiddel var et par sko på en trappe. Jeg kan ikke huske andet af filmen, og jeg aner ikke, hvad den hed. Men billedet af fødderne på trappen forfulgte mig i årevis.

Jeg vil hellere blive dygtig til at give læseren noget at bygge sine egne billeder af, end til at male det op i blodige detaljer.

En anmelder kaldte mine krimier for ‘feel-good’ krimier. Det har jeg det fint med. Selvom mine gerningsmænd i virkeligheden slæber rundt på nogle menneskeligt forkvaklende oplevelser, som forklarer, hvorfor de er endt, hvor de er.

Fortæl i hovedtræk, hvordan du gør, når du skriver.

Jeg har mange skriveprojekter i gang på samme tid, men jeg arbejder kun på et ad gangen.

Som fuldtidsarbejdende er det ofte novellerne, jeg kan finde plads til i hverdagen, fordi deres handlingsforløb er så komprimerede, at jeg kan skrive dem over en uge til en måned.

Romanerne kræver en anden form for fordybelse og derfor ’fritid’. I hvert fald i deres opstart.

”Sorgens dæmoner” blev skrevet i den eneste skriveorlov, jeg har haft. Ti uger fra efterårsferien til juleferien. Det var fantastisk – og dyrt.

”Tavshedens mørke” begyndte jeg i en sommerferie, og jeg dedikerede så mine ferier i et år, til at gøre den færdig.

Går du i ”forfatterskjul” på fx Hald Hovedgaard eller lignende steder?

Ja, jeg har et par gange været så privilegeret at få et skriveophold på Hald Hovedgaard. Det er en helt unik lejlighed til at fordybe sig i sit værk. Jeg har fået tildelt et ophold igen til sommer, og mon ikke jeg tager Luna og Jepsen med derop.

Men i virkeligheden er jeg i den fuldstændig fantastisk privilegerede situation, at jeg sidste sommer fik opfyldt enhver forfatters drøm. Min 50 års fødselsdagsgave var en 10 m2 stor skrivepavillon i baghaven. Den er bygget op fra grunden af mine drenge og min kæreste og hans søn. En sekskantet – fuldt isoleret – drøm med indlagt elektricitet og lysindfald fra fem sider. Et kreativt rum, som er let tilgængeligt, men alligevel udenfor hørevidde af tørretumbleren og livet i huset.

Virginia Woolf sagde: ”A woman  needs to have money and a room of her own in order to write fiction.”

– Så nu mangler jeg bare pengene!

Er det kvinder eller mænd du skriver til?

Når jeg skriver til unge og børn, er jeg ret præcis i min målgruppe. Mine krimier henvender sig muligvis mest til kvinder, men det er ikke et valg, jeg har truffet. Jeg glæder mig over alle, der har lyst til at læse dem.

Hvad gør du rent researchmæssigt?

Uh … for lidt. Bare spørg ham Jan Findal 🙂

Jeg er i virkeligheden et blufærdigt menneske, så jeg har svært ved at kontakte nogen i det pulserende liv. Det meste af min research er derfor sket gennem læsning. Jeg googler rigtig meget, og jeg læser politifolks bøger om deres arbejde, som f.eks. den tidligere omtalte bog af Bent Isager-Nielsen.

Da jeg skrev Sorgens dæmoner, nåede jeg ret tidligt et dødt punkt, fordi jeg simpelthen ikke anede noget om politiarbejde, så jeg fik kontakt til en drabsefterforsker ved Fyns Politi, som brugte en hel aften på at besvare mine ret basale spørgsmål. Det er jeg ham meget taknemmelig for.

Nu, hvor jeg sender Luna på politiskole, ved jeg, at jeg ikke kan begynde at skrive, før jeg har været på besøg på politiskolen og ved selvsyn kan se, hvordan uddannelsen er bygget op.

Hvor vigtigt er det for dig, at facts er i orden? Skal stederne, der beskrives, eksistere i virkeligheden?

Det er ret vigtigt. Min redaktør sagde i forbindelse med ”Sorgens dæmoner”, at enten skulle det hele være opdigtet, eller også skulle det hele være faktisk. Jeg valgte det sidste. Igen for at fremme det troværdige i mine fortællinger. Alle vejnavne er korrekte, men jeg sørger for at vælge et nummer, som ikke eksisterer. Jeg googler også alle mine navne. Det er vigtigt for mig, at jeg ikke slår en mand ihjel, som har en navnebror i området.

Jeg har været nødt til at gå lidt på kompromis i ”Tavshedens mørke”, for jeg kunne simpelthen ikke finde et socialt boligbyggeri i Rudkøbing. Jeg fandt et lejlighedskompleks i to etager, og så lod jeg det være ved det.

Men f.eks. det forladte hus i ”Tavshedens mørke”, kørte jeg rundt for at finde. Det er ikke vigtigt, at I som læsere kan se det virkelige hus, men det er vigtigt for mig at kende det. På den måde kommer jeg ikke til at modsige mig selv. Forhåbentlig.

Hvor vigtigt er det for dig, at det politimæssige er i orden? Det generer fx visse anmeldere (læs: Jan Findal :-)), når politifolk ikke har de rigtige titler?

Det er blevet vigtigere for mig i processen. Man kan sige, at med titlen som krimiforfatter følger der også en forpligtigelse, som jeg ikke følte, da jeg skrev “Sorgens dæmoner”.

Jeg har overvejet, at bede en politimand til at være beta-læser på mine krimier, men på den anden side er krimigenren trods alt bare en ramme. Jeg ved, jeg tager mig friheder i forhold til politiets faktiske måde at arbejde på. Det gør jeg også med Janus og Luna på avisen. Det er en del af fiktionens væsen. Jeg har sunget i Bigband i 24 år. Der var engang, en dirigent som lærte mig, at jeg ikke nødvendigvis skulle synge det, som stod i noderne hele vejen igennem. Jeg skulle fortolke, og benytte mig af min ’kunstneriske frihed’. Det er lidt det samme med fiktionsskrivning. Men naturligvis med måde.

Har Politireformen besværliggjort dit skriveri i og med, at det giver dine politifolk visse begrænsning mht. hvor de kan opklare en forbrydelse. Almindeligvis efterforsker man ikke på tværs af politikredsene.

Nej, for jeg har slet ikke sat mig så godt ind i politireformen. Undskyld J

Hvor meget er din redaktør inde over det, du skriver, og følger du altid vedkommendes råd?

Jeg er meget glad for min redaktør og mit forlag. De arbejder seriøst, målrettet og hårdt. Jeg har fået en kongelig behandling på Valeta. Jeg har ikke nogen personlige erfaringer med andre forlag, men jeg møder forfatterkollegaer, som ikke har den kontinuerlige opbakning fra deres forlag, som vi får på Valeta.

Redaktøren kommer med ændringsforslag, når manuskriptet er gennemlæst, men hendes linje er, at det er mig, som er forfatteren, så jeg skal kun ændre det, som jeg er enig med hende i. Men jeg er – som sagt – altid indstillet på at forbedre mig, og jeg ved – om nogen – at man kan stirre sig blind på sin tekst.

Jeg har også en skrivecoach, som sætter spot på svaghederne i mine tekster, før jeg sender til forlaget. Hun er barsk, men nødvendig.

Hvordan laves bogens forside?

Det er forlagets afdeling. De sender mig et forslag, som jeg altid bliver imponeret over. Jeg er et ordmenneske. Billeder har aldrig været min stærke side, men jeg arbejder på at udvikle det. Dog primært for at blive bedre til at skrive i billeder.

Hvad betyder anmeldelser for dig?

De betyder rigtig meget. Jeg opfatter anmeldelser som en læsers konstruktive kritik. Uanset om det er en landsdækkende avis eller en privat blog, så er det på godt og ondt bare én læsers mening.

Hvis anmeldelsen er sober, tager jeg det som ’rammer mig’, til efterretning, og arbejder med det fremadrettet. Hvis den bare er et surt opstød, så lader jeg det glide forholdsvis nemt igennem mig.

Men selvfølgelig samler jeg på de positive formuleringer om mine bøger. Jeg er jo kun et menneske.

Hvad betyder det at blive interviewet på Krimimessen i Horsens og på BogForum?

Det er meget grænseoverskridende. Jeg er vant til at stå foran mine elever, forældre eller et publikum med andres værker. Det har jeg mange års erfaring i, og det kommer mig til gode i denne nye situation. Men mine bøger er hentet fra kilder i mig selv, og er derfor langt mere sårbart. Jeg ville hellere synge solo uden musikledsagelse på bogmessen. Men jeg er ved at lære det, og en dag vil jeg sikkert også nyde det.

Hvad er succeskriteriet for en bog?

Mit succeskriterie er personligt. Jeg har en ambition om at blive en dygtig forfatter, og jeg tror på processen. Jeg er indstillet på at gøre det arbejde, der skal til for at nå mit mål. Men jeg er i den privilegerede situation, at jeg har et job, som jeg er glad for. Jeg er ikke afhængig af kommerciel succes i morgen for at overleve. Det giver mig ro til at udforske min forfatterstemme og råd til at blive ved med at tage kurser. Jeg tager mig tid til at læse bøger om skrivekunsten, samt skrive, skrive og skrive.

Derfor havde jeg det også sådan med ”Tavshedens mørke”, at den var en succes, da tilbagemeldingerne lød på, at den er bedre end ”Sorgens dæmoner”. For hvis den er bedre, så er jeg blevet bedre.

Skal bøgerne udgives i et bestemt oplagstal for at opfylde succeskriteriet?

Uh, nu kommer jeg til at lyde utroværdig. Men jeg ved faktisk ikke, hvor mange bøger jeg sælger. Noget mindre end Jussi!

Jeg ved heller ikke, hvor store oplag de bliver trykt i. Valeta er et lille forlag, som tager små sikre skridt. Det har jeg respekt for.

Er du gået i gang med din tredje bog om Luna og Jepsen? Hvis du er, kan du så løfte en flig af sløret mht. hvad den kommer til at handle om?

Luna 3 er stadig kun i mit hoved. Jeg har været inde over nogle forskellige temaer, men jeg har endnu ikke haft ahaoplevelsen. Jeg kan mærke, at Svendborgsund kommer til at spille en stor rolle. Jeg ser døde piger, som bliver trukket op af vandet, men jeg ved endnu ikke hvorfor.

I både ”Sorgens dæmoner” og ”Tavshedens mørke” spiller broerne omkring Svendborg en rolle. Næste gang skal vi vist ned i dybet.

I ”Tavshedens mørke” erfarer læseren, at Luna starter på politiskolen, hvor kommer hun så til at gøre tjeneste?

Det bliver noget af det, jeg skal have styr på, når jeg besøger politiskolen. Men det siger sig selv, at jeg skal have hende til Svendborg på en eller anden måde. Når jeg valgte at sende hende på politiskolen, var det fordi, jeg har opbrugt tolerancen hos anmelderne, for hvor længe jeg kan lade hende deltage i Jepsens efterforskning ’ved et tilfælde’.

Du arbejder som lærer. Til august træder den nye lærerreform i kraft. Mange lærere har overvejet at skifte job. Hvad med dig? Kan du forestille dig at stoppe som lærer og hellige dig forfatterskabet? Du har jo også andre forfattermæssige strenge at spille på end kun krimierne.

Ja. Når jeg ser ind i fremtiden, er min lille pavillon min arbejdsplads. Ikke som et fravalg af folkeskolen, men som et tilvalg af forfatterskabet.

Det er klart, at min prioritering af forfatterskabet i disse år betyder, at jeg ikke foretager mig ret meget ud over skole og skrivning. Jeg har en fantastisk kæreste, som bakker mig op, men på længere sigt, vil jeg også få brug for at prioritere ham, mine sønner og min omgangskreds. Derfor er mit mål at arbejde med forfatterskabet i de timer, hvor jeg nu arbejder i skolen.

Guderne skal vide, at jeg er bekymret for det overgreb, folkeskolen bliver udsat for i øjeblikket, men jeg vil tage stilling til min egen situation efter august, når jeg kan mærke realiteterne og ikke nu, hvor jeg kun har gisninger. I øvrigt er reformen ikke så stor en trussel mod folkeskolen, som den ressourceløse inklusion er, hvis du spørger mig.

Jeg blev lærer, fordi jeg er en dygtig formidler og gerne vil bibringe mine elever både faglige færdigheder og livskunst. Den mulighed har jeg stadig. Og kombinationen af lærer / forfatter fungerer godt for mig endnu.

For mit lærerjob handler om mine elevers udvikling. Men mit forfatterskab – det handler om min egen.

Tak til Maria Kjær-Madsen fordi hun tog sig tid til at lade sig interviewe