”Sønnen” af Jo Nesbø

Forlagets beskrivelse

Sonny Lofthus har siddet i Norges bedst sikrede fængsel, siden han var atten år. Han er professionel syndebuk og tager skylden for andres forbrydelser. Som belønning får han en ubrudt strøm af heroin leveret til sin fængselscelle. Han blev ligeglad med sit liv, da hans far og store idol begik selvmord efter at være blevet afsløret i årelang korruption inden for Oslo politi. Da Sonny opdager, at hans far i virkeligheden var en ærlig mand, der blev myrdet, flygter han fra fængslet for at tage hævn – og han har meget at hævne. Jo Nesbø skildrer et Oslo i noir-toner, og i kulisserne danser kommunalpolitikerne, erhvervslivet, politiet og domstolene med dem, der er så mægtige, at de har sat sig over loven.

Min anmeldelse

Til trods for at Harry Hole og hans univers ikke er med i “Sønnen”, er det en aldeles fremragende, spændende og medrivende bog.

Her skildres et Oslo, hvor “det onde” hersker. Her møder man bl.a. en fordærvet præst, en korrupt fængselsdirektør, pengegriske rigmænd, en forbryderbagmand af værste skuffe, narkodealere, forhutlede narkomaner og hjemløse.

Vi møder også personer, som repræsenterer “det gode” i form af en af bogens hovedpersoner den aldrende politimand Simon Kefas og hans unge kvindelige “lærling”, Kari Adel. Vi møder også den unge kvinde, Martha, som er ansat på et herberg for misbrugere.

Bogen beskriver mange forskellige miljøer. Misbrugsmiljøet, rigmandsmiljøet, forskellige forbrydermiljøer, mere eller mindre almindelige miljøer og politimiljøet.

Midt mellem “det gode” og “det onde” befinder sig Sønnen/Sonny Lofthus, som på den ene side næsten er en Jesus-skikkelse og lever op til den religiøse betydning af begrebet “Sønnen” bl.a. ved at påtage sig andres synder. På den anden side er han en ubarmhjertig hævner, som man imidlertid med det samme ”holder med”.

Personbeskrivelserne er særdeles gode. Man tror på de personer, man læser om, og det gælder både de gode og de onde.

Der er mange temaer i bogen: Forbrydelser af mange slags, misbrug, far-søn forholdet. omsorg, forræderi, kærlighed, svigt og jalousi.

For politimiljøet gælder det, at Jo Nesbø har meget stor indsigt i, hvordan en efterforskning foregår. Det gælder også på det rent tekniske område.

Handlingen i bogen ses fra flere forskellige synsvinkler. I særdeles fra efterforskeren Simon Kefes’ og Sønnens synsvinkel.

Hele bogen igennem ved læseren, hvem det er, der begår forbrydelserne, omend man ikke helt præcis ved, hvorfor netop en bestemt person skal aflives. Det kommer der selvfølgelig en forklaring på, som bogen skrider frem.

Til trods for at bogen på utrolig mange felter er realistisk, kan man godt stille sig selv det spørgsmål, hvor realistisk det trods alt er, at Sønnen påtager sig skylden for andres forbrydelser, idømmes straf og indsættes i fængsel i over ti år for at få heroin. Pludselig sker der det, at Sønnen forvandler sig med et slag, flygter fra fængslet og bliver en udspekuleret hævner, som på spektakulær vis, kommer sine modstandere til livs.

Imidlertid er det ikke noget, som man spekulerer på under læsningen, fordi bogen er så utroligt spændende, men også fordi, beskrivelserne af Sønnens sind er yderst realistisk.

Som nævnt er personen Sønnen en helt klar pendant til Jesus, og bogen rummer en del religiøse hentydninger. Bl.a. navnene Martha, Maria og Markus.

Mon ikke også navnet Kari Adel skal associere til Kain og Abel?

Politimanden navn Simon Kefas’ navn en direkte henvisning til apostlen Peter. Han hed oprindelig Simon. Jesus gav ham tilnavnet Kefas, som betyder klippegrund.

Det religiøse slås allerede an, inden man overhovedet er kommet i gang med læsningen, idet der på en side for sig selv forrest i bogen står:

”Hvorfra han skal komme at dømme levende og døde”. Citatet er hentet fra trosbekendelsen i afsnittet, der begynder med ”Vi tror på Jesus Kristus….” I ”Sønnen” er det det, som Sønnen praktiserer, nemlig dømmer levende og døde.

5 krimihjerter af 5