Fra bogens bagside
Da en morgenbader en smuk sommerdag finder en strandvasker neden for Kronborg, regner politiet det for en rutinesag: et selvmord eller en beruset sømand der er faldet over bord.
I stedet viser det sig at være en drabssag, og for politiinspektør Kristian Swane udvikler efterforskningen sig hurtigt til et mareridt. Offeret viser sig nemlig at have forbindelse til Emilie, hans yndlingsniece som er forsvundet, nu på ottende døgn, sammen med sin kæreste, en højt profileret og kontroversiel klimaforsker.
Midt i de sidste hektiske forberedelser til en international klimakonference arbejder Swane om kap med tiden. Men det skal vise sig, at han har stukket hånden i en hvepserede af forskerjalousi, og at der bag uenigheder om klimaproblemerne gemmer sig gamle hemmeligheder og fortielse.
Min anmeldelse
Jakob Knudsens krimi foregår i et klima-forskermiljø, hvor jalousi og intriger spiller meget ind i hverdagen. Når så handlingen tilsættes vold, kidnapning og drab, bliver resultatet en glimrende krimi.
Ydermere indeholder bogen en del filosofiske betragtninger, foruden man kommer om ad sex med fokus på bøsser og lesbiske og ”cougar-dating”, hvor kvinder af den mere modne slags søger seksuelt samkvem med langt yngre mænd.
Endvidere er asperger-syndromet et tema i bogen, ja også genforskning og datalogi spiller en rolle.
Et væsentligt researcharbejde må nødvendigvis have fundet sted.
Umiddelbart kan det synes, som om Jakob Knudsen måske har for mange bolde i luften på samme tid, men boldene tabes ikke, så bogen hænger glimrende sammen, og der hænger ingen løse tråde og blafrer, når bogen er læst.
Personerne er også realistisk beskrevet, og man kommer om ad mange forskellige mennesketyper.
Interessant er det i den forbindelse at følge, hvordan Kristian Swane viser en meget blød side af sig selv, da hans niece Emilie bliver kidnappet og indgår som et væsentligt led i krimiintrigen.
I det hele taget er personerne udstyret med egenskaber og psyke, som er kendetegnende for mennesker i almindelighed, og politifolkene bliver heller ikke til urealistiske heltetyper mod bogens afslutning.
Jakob Knudsen har fået glimrende styr på det politimæssige i bogen. I bogens efterskrift vedgår Jakob Knudsen, at Rigspolitiets drabstaskforce, som står for efterforskningen, er opdigtet. Her kunne jeg godt have tænkt mig, at der i bogen var en forklaring på eksistensen af denne enhed, og hvorfor den var oprettet.
Endvidere skriver Jakob Knudsen i efterskriften, at enhver lighed mellem romanfigurerne og nulevende eller afdøde personer er tilfældig og utilsigtet.
I den forbindelse må jeg indrømme, at jeg ikke havde læst mange sider, før jeg kom til at tænke på den kontroversielle klimaforsker Bjørn Lomborg og også den amerikanske politiker Al Gore.
4 krimihjerter ud af 5
People’s Press 2014 – 356 sider
Reklame
Bogen er et anmeldereksemplar sendt fra forlaget
Bogen findes som Lyd- og Ebog hos MOFIBO